Louise Juhl

Kære B

Det kunne have haft en form for skønhed, en skizofren drøm om roser og roser og roser, men når jeg knytter mine hænder, får jeg sår i håndfladen og omkring mine mundvige.
Det koster megen tid at rense, og det sårer min forfængelighed.
Der er tilsyneladende ikke andre end mig, der bemærker det, men det er ingen undskyldning.

Jeg læste i dine noter i aftes. De lå i skuffen, og du ved jo, hvordan det er med mig. Hulrum.

Jeg forstår nu, at de lå der for min skyld, noterne, aflåst, så jeg skulle forbryde mig for at nå frem:
Sig læbespejl, gnavesår.
Sig drøbelknuser, kindhest.
Jeg kender mig selv overalt, og er dig taknemlig for at pege den ud: Ensomheden, på hver side af os.
Dér. Hér.

Sådan lyder det ensomme i dette øjeblik:
Et klik med tungen, en ønskemønt i en tom mund. At vente på, at al den venten hører op.
Der er mennesker nok, munde i bevægelse, man skulle tro, de sagde noget. Men lydene holder på vejret, og der er kun dig, der bryder tavsheden.
Du skriver om onde øjne, om pincetter, der nænsomt trækker pupiller ud, så kun det hvide står tilbage. Et æg uden blomme.
Dén ensomhed er min.
At koagulere.

Du vil knuse ægget, for at finde pincetten, skriver du?
Hvis jeg svarede dig, ville det være, at du drikker af hanen, for at finde en strandvasker.
Men jeg svarer dig ikke.

Kærligst
L