Louise Juhl

Idlsjælen Lisbeth Nørgaard har udfordret mig til at poste et billede af en bog – uden kommentarer. Tak for tilliden, L, men som alle ved, så kan jeg ikke poste noget som helst ukommenteret, således heller ikke nu. Så her kommer en lang smøre om alle de bøger, jeg kunne have valgt, og foretrækker man i stedet at fordrive fredagen med fuglesang, bøger og god hvidvin fremfor lange indlæg, så er det med min fulde forståelse i ryggen.
Her følger en række anbefalinger: Suzanne Brøggers epos “Tone” – et kvindekvad til alle trængende i trange tider. Fordi den handler om en kvinde, der i enhver henseende er “for meget.” Hun taler for meget, hun spiser for meget, hun vejer for meget og har for meget sex med for mange mænd. I det hele taget lever hun – ikke bare fuldt ud men også lidt til, hun spreder liv og glæde overalt. “Men hendes mirakler ærgrede de mange, og de brød deres hjerner for at finde et slet motiv: -Hun nød det sgu selv, sagde de så, som om de havde lugtet lunten, og de blev så lette om hjertet ved at finde en forklaring og få formatet til at passe i en firmakasse,” står der om Tone og videre: “Hvis det havde stået til de mange, var Tone blevet ombragt….for hun fyldte for meget og mindede dermed mennesker om, hvad de ku’ fylde og hvad de ku’ rumme.”
Jeg synes, at alle skal læse om Tone, om ikke andet så for at hylde Tonen i os alle, droppe firmaformatet og måske klæde sig os som operadivaer, kysse naboen og kaste lidt kærlighed i grams – ligesom Tone.
Jeg er også nødt til at nævne Judith Hermann, særligt novellesamlingen Lettipark, fordi Hermann om nogen formår at gengive verden og menneskene i den uden på noget tidspunkt at udlevere nogle af delene. Det er en sjælden kunst – at kunne fremstille uden at udstille – så læs den og glæd dig.
Bjørn Rasmussens Ming er også umulig at komme udenom, det er den mest mærkbare bog, jeg til dato har læst. Det er fortællingen om et skizofrent menneskes møde med sin afdøde far men også – og måske væsentligere- med sig selv. Et stykke som: ”Jeg er begyndt at få blå mærker på den højre arm/eller nærmere grønne lilla/jeg ved ikke hvor de kommer fra/er det far/gud/medicinen/jeg er så ensom” og senere ”bliv her på chatten/bliv her og kys mig/elsk mig/jeg vil være kyllinlykli/jeg vil være en grøn mand/i en drøm/der aldrig ender” er på en gang absurd og uforståelig tale men på samme tid en fuldkommen genkendelig beskrivelse af, hvordan det er at føle sig som en fremmed i sin egen krop. Så fremmed, at bogens Jeg er nødt til at søge ud af sig selv, mod den virtuelle verden og en drømme, for at finde et sted at være til. Jeg har – uden overdrivelse – læst den bog mere end hundrede gange, og hver gang tænker jeg: Jeg må læse den igen.
Også Inger Christensen er en gave til menneskeheden. Læs ”Det,” en besyngelse og besværgelse af tilværelsen, på godt og (mest?) ondt. Læs den ikke bare med hovedet men også med arme og ben, tænder og knæ – rytmen er ubeskrivelig og formen helt sin egen. Og så er hun bare så vanvittigt skarpseende, hør bare en linje som denne, der burde danne overskrift for en fælles temasektion på tværs af samtlige Danmarks dagblade:
”hvis aviserne brugte ordet kærlighed i stedet for magt/så var der noget at undre sig over.”
Hørt, Inger, og det kan kun gå for langsomt. Mere kærlighed i medierne og overalt – nu!
Naja Marie Aidts ”Carls bog” og Ola Juléns ”Orissa” bør læses parallelt – eller i hvert fald lige efter hinanden, begge handler om sorg. Hvor Aidt beskriver sorgen gennem et splintret, usammenhængende og næsten rituelt sprog bestående af gentagelser, brudstykker, citater, dagbogsnotater. går Julén går til sorgen på en diametralt modsat måde: Han reducerer sproget til ultrakorte udsagn. Nogle kyniske, andre rørende, alle sammen grænsede til det banale, men uden nogensinde at krydse grænsen. ”Den uforklarlige tilværelse/ hensynsløsheden,” lyder en sætning. Bogen er typografisk sat op, så sproget får lov at råbe ud i tomheden: én sætning på hver side – efterfulgt af en blank side. Man kan næsten høre ekkoerne mellem bogens sider, mens man læser. Det er i mine øjne et mesterværk, men læs selv – både Aidt og Julén, du vil ikke fortryde nogen af delene.
Jeg synes også, at alle skulle læse i salmebogen, fordi den er fuld af ord, der ikke nødvendigvis skal forstås – men smages og røres ved. Man skal læse i salmerne, fordi de viser, at litteratur er mere og andet end bogstaver og klassisk episke forløb. Det er smage og lyde, rytmer og rastløse hænder, stroboskoplysende linjer, den slags. Forkæl dig selv med det uforståelige og det, du ikke umiddelbart genkender. Jeg lover: det er ren massage for de ømme eksistentielle skuldre.
Jeg kunne nævne tusind andre bøger, Hanne Højgaard Viemoses Helhedsplanen, fordi den er utrolig præcis, vanvittig morsom og sindssygt velskrevet, Brøndums Encyklopædi, fordi den er fyldt med fiktive definitioner af ord og begreber, som får himlen til at løfte på hatten – som når Tomas Thøfner definerer en engel på side 75. Og så har jeg ikke engang nævnt Alice Munros forfatterskab eller nogle af alle de andre, der ikke må glemmes.

Sådan en udfordring er vist nok en stafet, og jeg vil gerne sende stafetten videre til min elskede mor, Inge. Men min mor er ikke på Facebook, hun går rundt og samler kantareller i en nordjysk skov. Så jeg tænker, at jeg vil tage bilen op til hende og bede hende om at vise mig nogle af de bedste bøger i reolen. Jeg vil gætte på, at hun finder Salthandlerskens Hus af Cecil Bødker frem og bagefter citerer Halfdan Rasmussens Børnerim fra ende til anden – fordi hun kan. Når vi er færdige, vil hun sikkert servere en god kop Earl Grey te fra Perchs og en tallerken fuld af ostebjælker skåret af Klosterost fra Tingstrup Mejeri. ”Fordi mennesket ikke lever af ånd alene,” vil hun tilføje, og det har hun jo så evig ret i.