Ensomig #380

by Louise Juhl Dalsgaard

Hun fortæller mig tit, at det vigtigste er, at jeg får mig en uddannelse.

– Det er vigtigere end ALT andet, understreger hun, – for så kan du forsørge dig selv, og risikerer ikke at blive fanget i et ulykkeligt forhold på grund af penge.

Hun siger det tit, ind imellem flere gange på en dag.

– Det har du sagt, mor, svarer jeg hende, men hun insisterer:

– Det kan ikke siges tit nok!

Det er ikke fordi, jeg ikke forstår, hvad hun siger, eller fordi jeg er uenig, men det skræmmer mig alligevel. Måden hun siger det på, hårdt! Og så så tit: Det vigtigste i tilværelsen, er friheden til at kunne gå.

Vigtigere end mine brødre og mig? tænker jeg, og hver gang min mor tager cyklen for at hente en liter mælk eller går i haven for at samle æbler til gele, banker mit hjerte som en besat. For hvad nu hvis hun er ulykkelig? Hvad nu hvis hun vælger at klare sig selv – at gå.

Hvor skal jeg så gå hen?