Louise Juhl

Jeg kan huske en dag, jeg er omkring de tyve, jeg sidder i mine forældres køkken. De har det her køkkenbord, sådan ét med metalben og en bordflade, der afviser alt, bogstavelig talt. Jeg er syg og ubegribelig overbevist om, at livet er noget lort. Min mor forsøger at overbevise mig om det modsatte, mens hun selv er ved at dø af træthed: Fuldtidsarbejde ude som hjemme, en tiltagende migræne. Og så en datter på 35 kilo, der tæller ærterne på sin tallerken, lægger dem i bunker, fordeler dem ligeligt rundt på kanten. Det tager tid, lang tid. For så alligevel at undlade at spise dem, fordi de er for mange. For grønne. For kerte.
Min mor gør hvad hun kan, det er ikke dét: Hun koger torsk og havregrynssuppe (syg blanding, men sådan er der så meget, der er sygt på det tidspunkt). 1 del gryn til 9 dele vand med tredive gram torsk – sådan forlanger jeg blandingsforholdet. Grøden spiser jeg med en teske: en teskefuld per minut. Jeg holder styr på tiden, tæller til tres mellem hver mundfuld. Der er mange ting, jeg holder styr på, minutterne og ærterne, for eksempel. I virkeligheden har jeg ikke styr på en skid.
Der er vistnok dér, ved bordet med torsk og havregryn og teske, at jeg første gang hører Bowie. Altså sådan hører ham. Det er i radioen. Der er stille, måske er der lyden af en teske mod en tallerken, men ellers. Jeg er ikke sikker på, at nogen af os kender sangen. Eller Bowie. Men vi lytter. På et eller andet tidpunkt rejser min mor sig og skruer op, det ligner hende dårligt. Hun står med ryggen til, måske græder hun, måske bander hun, jeg ved det ikke, musikken er for høj, Bowie synger:

“Ground control to major Tom

Your circuit’s dead, there’s something wrong
Can you hear me, Major Tom?
Can you hear me, Major Tom?
Can you hear me, Major Tom?”

Der er ikke nogen, der svarer.