Hun ligner en, der kunne lade en hveps slippe eller skåne en måge, hvis det kom dertil. Det gør det heldigvis ikke. Da jeg inviterer hende til jul, svarer hun: – Åh, lad os vente med det, jeg kan jo være død til den tid. Jeg ved godt, at det er sandt, men hvad skal […]
Lørdag 06.37 Morgenen er mørk og ravende, præcis som den plejer at være, og således tryg. I går eftermiddag, efter at jeg havde spist den sidste rest ribsgele på en rugkiks, lå jeg i sofaen og så: Først op i loftets stuk, derefter ud på himlen, der lignede en kat. Jeg nævnte det for hunden; […]
Hun foretrækker ristet brød til morgen, med saltet smør og ost. Hun smager på begge dele (knivspidsstørrelser), før hun dækker brødet, hverken for meget eller for lidt, det er en kunst, hun mestrer. Lørdag og søndag fejrer hun fridagene med en teskefuld orangemarmelader med synligt grove skaller af appelsin. Hun spiser langsomt, lægger brødet mellem […]
Mine hænder er fulde af ingenting: Luftige løfter og stødvise vejrtræk. Jeg har drømt om sort skifer og præcise anretninger: Rå fisk på en skum af blendet hjertesalat. Jeg ved ikke, om jeg kan tyde noget ud af det – og hvis jeg kan, så hvad? Indtil nu er det lykkes mig at kontrollere min […]
Dagens rastløse hænder rækker ud, allerede fra jeg vågner. Jeg leder efter noget, jeg kan opholde dem med: Et stykke bobleplast, eller et slogan, der ligger så godt i munden, at alle – inklusiv jeg selv – æder det råt. Det nytter ikke at spørge solen: Er du et ottetal? for uanset hvad, den svarer, så er […]
Novemberen findes, den trækker tungt brune og orange striber henover dagene. Jeg ved ikke, hvordan vi skal tale om det. Om vi skal. Så jeg køber en hybenmarmelade med ingefær og en Unika-ost fra Thy ved delikatessen i Salling. Damen, der betjener mig, pakker osten fint ind: I fedtsugende papir, som hun binder en fin […]
Klokken er 5.30, jeg vågner ved, at hunden gør. – Af mørket øjensynligt, jeg kan i hvert fald ikke få øje på andet. Jeg går ned for at berolige ham: -Der er ikke noget at være bange for, vil jeg sige men stopper mig selv: Hvad ved jeg om, hvad der er at være bange […]
Jeg vågner tidligt denne lørdag: 6.19. Fuglene er allerede begyndt at lette på hatten, de pipper hæst, jeg har svært ved at afgøre, om det er af jubel eller rædsel. De skelner næppe selv. I nat vågnede jeg ved, at min venstre arm sov. Jeg stod ud af sengen og roterede det følelsesløse stykke krop i […]
De graver udenfor med store maskiner. Det er svært at overhøre, så jeg står op. Det har været en mærkelig nat, fuld af tanker, der ikke ville drømme, og iskolde fødder. I år falder julen på en mandag, det er ikke nogen trøst, men dog en formildende omstændighed. Der er stadig længe til, i mellemtiden koger […]
Noget forsvinder, mens andet bliver til: De knæsatte æbler under træet for eksempel, der ligger og trækker sødmen, sukkeret og tiden ud. Helt modsat gæssene, der skriger “Dur ikke!” ad novemberens første forsigtige forsøg. Selv himlen trækker dig til side for at lade dem komme forbi. Så står man pludselig dér – uden himmel over hovedet?