Louise Juhl

Vi taler med hinanden, men mest om. Børneelastikker for eksempel: findes sådan nogle egentlig? Og hvis ja, er de så mindre, mere eftergivende, mere holdbare? Vi må ikke tælle ned, sådan er det. Det er ikke noget vi har besluttet, det virker bare forkert, som om noget så vil gå baglæns, gå i stå, i nul. […]

Jeg skriver noter om sorg og andet afsind, og spørger om mine øjne uden for citat, er mere troværdige vidner end hér: i mit ansigt. Du spørger, hvad jeg vil stille op med dit svar? Jeg ser, hvad det er, du gør; mine øjne skeler.

Jeg læser ”Insekter i farver.” Det er en måde at håndtere verden på. Eller: det er en måde at være i verden på, uden at håndtere den. Insekternes verden er simpel: Øje for øje, tand for tand, kind for noget. Græshoppen har fem øjne: To store og tre mindre. Den har til gengæld ingen ører. […]

Det er april, sådan burde alle sætninger starte.

Jeg har i lang tid været bange for at stå op. For at jeg ikke kan passe mit tøj, eller at mine negle tilhører en anden. Allermest frygter jeg, at den du vækker, er mere vågen, end jeg nogensinde bliver. .

Kære Jakob Du taler om lyde, du taler om lyden af lyd, lyden af din tale om lyden af lyd. So much rain, so little vain. Nogen gange tænker jeg, at der ikke er noget at regne ud. Det tænker du aldrig, vel? Kh Rosa  

Mor siger, at man ikke skal skue hunden på hårene. Jeg tør ikke se på hende, når hun siger den slags, for mor er ikke en hund, så hvis hun taber håret, hvad er der så tilbage?        

Mor tager mit ansigt mellem sine hænder: “Man ikke skal skue hunden på hårene”, siger hun og stryger mig over min kind. Jeg spørger, hvad hun mener med det, hun smiler og svarer mig, at: “åh, den slags skal du ikke bryde dit lille hoved med.” “Jeg vil gerne vide, om jeg er hund eller […]