Louise Juhl

Lægerne? De stod bag ved ruden og så ud på patienterne, der gik i cirkler i den ovale havegård. De talte om forudsigeligheden af patienternes adfærd: ingen gik på tværs, alle talte ud i luften, som troede de sig hørt af en tredje magt (den 1. magt var dem selv, den 2. magt lægerne, den […]

Vi trillede tøndebånd imellem os, vi var seks, alle patienter i samme terapeutiske gruppe. Det var trangt med pladsen, så tre faldt hurtigt fra, de kunne ikke arbejde under så snævre rammer, sagde de. Vi tre, der blev tilbage, fandt hurtigt ud af at beskæftige os med noget andet end at trille. Én fortalte, at […]

De drømme. Hvor alt er bittesmåt, så småt, at det kan fjernes med en pincet. Det er ikke det, at det er småt, eller pincetten, som sådan. Men dét, at alt bliver mindre og mindre og mindre og mindre, uden nogensinde at forsvinde. Min mor, for eksempel, hun skrumper ind i de drømme. Hun bliver […]

Jeg bliver træt af at vente, og skriver til lægen øverst oppe, at jeg vil tale med ham. Jeg vil høre, hvordan græs er umuligt, den slags, men i stedet for at svare, spørger han til min opvækst. Jeg kan se, hvad han gør, jeg er helt stille. Så nikker han, lægen, sådan gør han, […]

Jeg lægger små sedler til mig selv, spørgsmål, i den skrå vinkel, lyset danner på stuebordet. ”Hvor langt rækker øjet?” I radioen taler en mand og en kvinde sammen, de siger, at havet ved Saragossa er tømt, men ikke for hvad. De interviewer også en kvinde, der mener, at hun kan se ind i fremtiden, […]

At skrive GUL med så store bogstaver, at æggeskallen revner og blommen flyder ud.    

Vi løber om kap med os selv, for at indhente hinanden.  

En knurren, der minder om sult, en tæge bag øret, en sten, der bløder, når man slår sig på den.  

Version:1.0 StartHTML:0000000167 EndHTML:0000000891   “Der er ingenting, der hindrer os i at elske”, siger han. “Hinanden?” spørger hun.