Louise Juhl

Her står træerne i vater  

Udenfor: solen der banker på en anden rude mens jeg sidder i karmen og prøver at lyse    

Og det må knækkes. Som når man bider i en negl, og den lader sig dele. Ikke dybt eller smukt, men bøjeligt. Og du vil tale om sammenføjning og om alt dét, der vender tilbage. Kommer jeg igen, er det ikke som andet: Et mærke i en negl; noget der lader sig dele.    

De går bag om hendes blik og stjæler hendes øjne. Hun står ved cafebordet med afvisende ryg: ”Kom endelig nærmere, så jeg kan vise, hvem jeg ikke er”. Smiler indladende for at vinde noget tilbage. Noget. Noget som i ”en duft af nakke”, ”en perle af latter”. Noget, som i en sekundkort interesse: ”Undskyld, er […]

Midt i det hele er der afstanden mellem det ene og det andet. Og jeg kan ikke række over, jeg kan ikke samle, jeg kan ikke nå Jeg står på begge sider af en kløft og kalder. På mig selv og alle andre og noget midt imellem Men lyden sluges af alt for store vidder […]

Noget endte, før det begyndte I stedet: En (parentes) – en indskudt bemærkning – en lomme af luft under vand en bilmotors summen og den behagelige døsighed, der følger tågelygters slørede blik på ukendte landskaber midterrabat efter midterrabat og klynger af vejskilte uden tegn. Dagen som en rute af Undervejshed og Åndedræt: Et øjebliksfang: den stillestående ballet […]

Og så er der alligevel Noget. Fra før verden blev marmor og mørket måtte skære sig gennem kød. For at finde lys. Et Noget. En Nogen. En duft af dage, der varede fra morgen til aften.

Jeg tænder en Barndommens globus:   sluger grådigt løgnen om lykke mens vrængende stjerner, nætter og dage nådeløst slukker det digt, jeg skrev.

Kan huske som barn: Fascinationen over, at solens stråler gennem luppens glas blev brændende. Fortættelsen af energi. Mystikken og faren. Wauvv – en stråle. Milliarder af kilometer borte. Der fanges. Af glas. Og tusinddobles; skærer og svider. Og så: Hvad da med mine øjne. Mit syn på verden. Kan distancen overvindes, hvis jeg skifter optik. […]

Dine pupiller er Judastegn, sorte rubiner, forladte drømme. Dine øjne er ild, der  som et forstørrelsesglas brænder hul til verden. – Sådan mødes vi alle: på en brandtomt med armene om hinanden. Mens vi med vemod betragter. Forkullet fortid, tilsodet længsel. Og vi ved, at det er ikke forbi. At det kun lige er begyndt. Igen