O2
Vi bytter tøj, klæder os af og på og ud af os selv eller omvendt. Du tegner små cirkelrunde bobler på mine kinder med en læbestift, det får mig til at se ud som en klovn, det ler vi ad. Så tager jeg en rød næse på, og siger: ”Stur, stur nummer”, jeg forvandler dig […]
åhr. de ører dér, der lader sig lytte så store, at jeg kan kravle ind ad det ene og ud af det andet – og plante en lillebitte uartighed imellem. jada.
Måden du vokser på undervejs. Næsten eksplosivt, for så at falde fuldstændig sammen, som en undertrykt hund, der ikke ved, om jeg vil ae dig eller slå, når jeg hæver hånden.
Nogen rejser sig, det gør hun, nogen kommer ind, det gør han. [Så formelt kan det ses, som om de er hinandens mellemværende] Hans fingre lugter af sved; hun er varm, som én, der venter, kan være det. Sådan bliver de hinandens ankomst, lige der.
”Jeg vil røre for fanden”, hvisker jeg. Og kradser hul, vækker jord til live under mine negle. Du skal passe din have. Ja. Jeg er krop. Ja. Og jeg er jord, jeg kradser, jeg er så tilpas forladt, at jeg kan tillade mig alt for at hævne det hylster, jeg er sat til at passe. […]
Jeg skriver aldrig under synonym, men hvis jeg gjorde, ville jeg kalde mig Kajsa Toto. Det ville lyde lidt japansk og himmelsk, men samtidig helt, helt enkelt. Jeg ville være den største løgn; et bjerg så småt, at selv et hul ville føle sig overlegen. Sådan kunne jeg puste æg, sådan kunne jeg tømme alting […]