Louise Juhl

destory.dk

Category: før tavshed

Ensomig #473

Første gang, vi mødes, er på plænen foran cafeen. Vi har begge hunde med og standser op, så dyrene kan lære hinanden at kende. – Carrie, smiler hun, og jeg sætter mig på knæ. Stryger hunden over ryggen: – Carrie. Hun fortæller mig om sin mor. Hvordan hun altid stillede sig med ryggen til, hver […]

Installation

Hun beslutter sig for at lave en installation. Èn uden døde dyr eller ekstraterrestrialiteter. (Hun slår ordet op, men er alligevel ikke sikker på, at hun staver det rigtigt) Hun henter tandbørste, en pose frysetørret kaffe og strør lidt groft salt ud på gulvet. Så lægger hun en fingerbøl midt i saltet. Da hun var barn, kaldte […]

Det handler ikke om opstandelse

Jeg undrer mig over den rastløshed, der driver mig. Jeg er hjemløs som tiden, der bevæger sig fra 14.32 til 15.18 uden at finde sig til rette.

Optegnelse

De lægger en plan for min vægtøgning, og fodrer mig hver fjerde time gennem en sonde i halsen, væsken er tyk og kølig, det er et chok hver gang, den rammer mavesækken, en af sygeplejerskerne spørger, om jeg foretrækker maden med vanille- eller jordbærsmag, jeg forstår ikke spørgsmålet, tvang med smag af vanille eller jordbær, […]

to tanker.

Ruderne er. Jeg kan ikke se ind, og du kan ikke se ud. Sådan vælger vi at forstå hinanden. * (Duggerne ruder) * Naturen er vel efterhånden det eneste, jeg tør stole på. Jeg tager det af samme grund ikke personligt, når træerne vælger at smide sine blade lige nu og her. Oveni mig.    

Fiktum.

Igen i nat. Luften har trukket al ilt ud af vejret og dunene i dynen er druknet. Jeg lægger isposer på begge mine knæ, det er en særlig form for plat og krone: Hvem smelter først? Jeg ved ikke, hvem jeg satser på. Jeg ved ikke, hvad jeg satser. Det er cirka sådan, det er. […]

Hest XXI

Der findes en særlig måde at balancere på. Det handler om at vakle så præcist, at det usikre fungerer som et sikkerhedsnet. Du kalder det en fornærmelse, du siger: “your insecurity is gonna kill you.” Jeg husker ikke præcis, hvordan det startede, men vinduerne virkede enorme. Du hviskede. “Pas.” “Nu.” “På.” Jeg genkendte ikke stemmen, […]