Jeg drømmer ikke dage, men næver der hamrer mod en kasse af bryst. Jeg er kroppen, der fanger, der fanges. Hvad gør man i alt for kort nederdel med en tommel i munden. Mon noget hjælper. Mon nogen kan. Mon tomlen trøster, mon slaget hvælver sig i maven, så bugen sprænger og galde vælder ud. […]
Kære du. Jeg forstår dig ikke eller også gør jeg, men vil ikke. Forstå altså, og det siger muligvis mere om mig end om dig, vil du mene. Og tilføje, at du dybest er ligeglad. Med forståelsen og med mig, ikke mindst. Og det er så ondsindet sandt, at jeg ikke tror dig. Eller ikke […]
Griber en håndfuld af noget der ligner et hav, og mærker ¨ at der ikke er noget at slippe
Drømmene taler i vildelse; det er et vilkår vi må leve os ud af.
Om man tænder for radioen, for at efterligne et åndedræt. Og åbner avisen i håb om, at alt er forandret. Om man koger et æg, for at undgå at størkne. Og skriver en seddel, man aldrig vil læse. Om man tænder en smøg for at tyde et tegn. Og et lys for at skelne det […]
Og man tænder radioen, for at efterligne et åndedræt. Og åbner avisen i håb om, at alt er forandret. Og man koger et æg, for ikke at størkne. Og skriver en seddel, man aldrig vil læse. Og man tænder en smøg for at tyde et tegn. Og et lys for at skelne alt fra andet. […]
Der er huller alle vegne: i den mur, jeg kalder krop i det ansigt, jeg kalder mit i det ja i det nej du slipper ind • igennem
Alt bekræfter sin egen oprindelse, intet bekræfter min. Kun en flænge i tiden, hvorfra jeg flyder. Så når du spørger mig, om jeg er klar, må jeg svare. At du bekræfter havenes delta, men ikke mit. – Og det er ikke nok.