Louise Juhl

Der findes en særlig måde at balancere på. Det handler om at vakle så præcist, at det usikre fungerer som et sikkerhedsnet. Du kalder det en fornærmelse, du siger: “your insecurity is gonna kill you.” Jeg husker ikke præcis, hvordan det startede, men vinduerne virkede enorme. Du hviskede. “Pas.” “Nu.” “På.” Jeg genkendte ikke stemmen, […]

Jeg har brug for et slogan, noget kort og fyndigt, en opsummering, ala en bar røv i en vindueskarm, et blikfang, eller en fugl i haven i sne uden vinge,  omsorg og blod, “fat mig i korthed” måske, eller en sætning, der afbryder sig selv, det vil sige, en sætning der, hvis ikke den var […]

. HVIS = SÅ MINUS TID   .

Jeg ved godt, at det der med kærlighed, og det der med at elske, kun er for flæbepander og dagdrømmere, men alligevel, vi sidder og snakker om havet, at vi elsker havet, det vil sige, jeg elsker havet, og du elsker havet, vi er altså fælles om at elske havet, yay, og vi kigger ud […]

Jeg tegner en rød tipi og en sol, kravler ind i det gule, sådan. Så sidder jeg med mine ben mod min navle og begge hænder oppe om mine ører. Mærker, hvordan mine bryster gror som stråler. Engang troede jeg, at kærlighed var et bevis i sig selv, nu ved jeg ikke længere, hvad jeg […]

Hvis tiden er en flue under et glas, og vi løfter glasset, og fluen flyver, vil tiden så forsvinde, vil glasset gå i stå?

Der er mange måder at dø på, at trække tiden i langdrag er en mulighed, bestemt. Eller lade dagene oversvømme sig selv, og strandvaskerne danne et dige mod himlen.  

Jeg har tænkt på træernes beskaffenhed, og på alt det lort, der fylder mere i mit hovede end dem. Friheden for eksempel, den simple idiot, der gnaver i kødet mellem mine lår, når jeg samler dem.