Louise Juhl

Et opkald. “Hej Kristie, må du lede længe og forgæves”. Hun hedder i virkeligheden Jenny, men har taget en andens liv, hun fortryder det ikke, hun lever godt i denne andens mangel på liv, hun fungerer på præmissen hvad-kommer-let-går-let (af det engelske: “What comes easy goes easy.”) Så helt anderledes end Jenny, der spiser myseost, […]

Her. Sætter vi os ned. Tilsyneladende. Så sidder vi Der. Sammen. Så rækker vi måske hinanden en hånd, så tager vi måske hinandens hænder. Så sidder vi Her. Med hinandens hånd. Og længes efter vores egen. Så mærker vi frygten for at miste os selv. Stærkere end vi mærker angsten for at miste hinanden. Så […]

De voksne siger, at vi ikke må tænke på stjerner, på uendelighed eller sorte huller. At vi bliver tossede, hvis vi tænker over den slags. Min bror snyder lidt, han læser om huller, der er større end sig selv, og kigger på stjerner gennem en kikkert, når de voksne ikke er hjemme. Jeg spørger ham, […]

Jeg går ud i havet, vandet synker, sandet fyger mit ansigt til. I Kina begynder Gedens år, i Frankrig begynder Frygtens. Jeg noterer mig, at jeg ikke kan svømme, learning by not doing. Det er ikke afskedens år, det er havets.    

Det er ikke fordi jeg holder mig tilbage jeg sælger mig for varme hænder – rynket hud – en time i vandet uden krav vel at mærke kun vitawrap mod huden og et minut hvor det ikke er prisen der afgør om jeg er købt eller solgt og derefter viljen til at tømme mig, sprede […]

..jeg kan ikke forholde mig til mine hænder, de her lodne gribetænger for enden af mine arme, der bare rækker og rækker og rækker, og som et udsultet barn i Eritrea griber efter en kop suppe, men min krop er ikke sulten, det er mit grådige hjerte, der vil ha, det vil ha KÆRLIGHED og […]

Jeg ville have givet dig en gave, en isfugl i fedtsten, men noget kom i vejen, måske var det dig. Lyset her er trægt som et Joni Mitchell-medley, mørket tager til, og det samme gør du. Jeg tænker, at sådan er du finest: På vej.  

Sidder nu på sengekantens perron med hold i nakken, overvejer at køre til Sæby, bare fordi der er langt derop, fire timer i bil inklusiv tissepause, alternativt at lave keramik, støbe lys, æde candyfloss i et for tidligt pyntet julemarked, jeg er åben for meget, det jeg egentlig vil spørge om er, om der er […]

Mine tændstikker ligner akavede køn, svovlhoveder. Der er opkast i mine hænder. Okay, sandheden er, at der bor en kærlighedsorm i min mund: En fremmede tunge, der slikker lår, forhud, farhud. Hvis er den? Hvis vi leger “jorden er giftig”, hvem må jeg så træde på? (Stregerne er ude af kontrol, og jeg græder stadig)

Nogen gange samler hun snegle op fra gennemvåd jord og spiser dem, for at finde sin plads i helheden. Andre gange putter hun strå af marehalm mellem sine tænder, for bedre at forstå ord som “mellemkødsblod”. ♦