Louise Juhl

Mens jeg sov, blev jeg fortalt, at mine knæ var så beskidte, at de skulle sendes til ultralydsrensning, men jeg nægtede blankt med begrundelsen: “Bare fordi jeg går i silkestof, skal jeg vel ikke sone en sommerfugls død”? Flyv knæ, flyv…    

Jeg havde egentlig tænkt mig at fortælle dig om en drøm, jeg har drømt flere nætter i træk, men nu har vandet fyldt mine lunger, og søen ligger lige dér og venter på, at jeg tømmer dem. (PS: I nat vil jeg drømme, at jeg udvikler gæller)

Jeg kalder mig verden. Verden er af lava, men lava er for varmt for verden, for strømmende, for blødende. Lava dækker huse, lægger verdener øde. Verden er i fare.  

Ville skrive noget om, at mine tanker aftager proportionelt med mængden af fugt i luften, men glemte det så igen. Jeg har aldrig følt mig så stille før. Virkelig. Det er som, jeg er gået i dvale i en årstid, der ikke findes. Måske er det ok, og hvis ikke, hvad så?

at være candyfloss i et cirkusbarns mund. åh. * at være mere sig selv, end bare sig selv. * Sweet *  

Det er koldt. Tidlige sten og smagen af magma og medicin, snart det ene, snart det andet. Jeg kan holde til alt. Den dag, jeg ikke holder til mere, er jeg ikke mig. Sådan er det med sten og det tidlige. Det kan ikke andet end at være koldt.        

Du sætter en dato for alt, der skal slutte, men nægter at tro på begyndelser. Måske er det derfor, det så svært for dig at få tingene til at hænge sammen?

Sølvpilen ligger på mit natbord og ligner noget oprindeligt, sådan som tingene var før min tid. Min tid? Hvad taler jeg om? Jeg har efterladt lyngen et sted, og mig selv her, så lilla som kun en knækket hals kan være.