Jeg bliver bange, når folk spørger mig om det samme to gange, som om de vil undersøge, om jeg er en robot. Hvis ikke jeg siger nøjagtigt det samme anden gang som første gang, har jeg tilsyneladende modbevist min eksistens som selvstændigt individ. Det skræmmer mig, jeg troede det var omvendt. Jeg har ikke en […]
Jeg laver et katalog over spildte overvejelser. Der er mange måder at udskyde ensomheden på. Dette er kun een.
Jeg kunne skrive om negle, der gror nedad i det bløde væv omkring fingerspidserne. Eller om hvordan det er, at tælle sten på stranden, alene for at have et mål med at lede. Men det yder ikke retfærdighed.
Alt jeg gør er, at lægge en konkylie mod mit øre og tænke mig en lyd som havets. At skrive punktum . At skrive punktum og se en afslutning . At skrive [hør!] og vente på, at papiret lytter.
Så begynder jeg at tude, fordi jeg ikke kan kende forskel på telefonens tal, fordi jeg ringer op i blinde, og en stemme svarer “hallo”, og jeg siger “hallo”, og jeg ved stadig ikke, om jeg kender nogen et sted, med en stemme som den, jeg hører, “hallo”. Det er det samme der sker, når […]
Jeg er en bonbon, jeg smager af kandis og kaprifol. Sådan ligger jeg og ruller rundt i din mund, som et suk, du ikke kan synke. ”åååhh”.
Jeg lægger sammen og trækker fra, halverer, fordobler og så igen, forfra og om. Jeg ved det godt, at summen er mig: en lykkelighed, der ikke matcher det facit, der ser ud af øjnene.
Mellem tømte whiskyglas og fyldte askebægre. Hun, med så meget alkohol i blodet, at de forførende trin minder om et barns første vaklende skridt. Parykken sidder skævt og læbernes optrukne røde er falmet. Hun forsøger sig stadig, danserinden, at finde en sidste station at rejse ud fra, en krop at vågne op i, en glassko. […]
Jeg gør mit bedste. Jeg forsikrer dig om, at jeg gør mit bedste. Og du ser på mig med det der blik, og siger okay. Og jeg siger “Hvad mener du med okay”. Og du svarer “Det jeg siger; okay”. Og jeg bliver bange eller måske er bange ikke det rigtige ord, nej jeg bliver […]