∆
Jeg spænder mig ud over dig som en påstået krop; et atlas med navne du kan bladre i : ”ovenfor navlen”, ”nedenfor navlen” og så videre. Et sted undervejs findes jeg, en afblomstret evighed.
Jeg spænder mig ud over dig som en påstået krop; et atlas med navne du kan bladre i : ”ovenfor navlen”, ”nedenfor navlen” og så videre. Et sted undervejs findes jeg, en afblomstret evighed.
jeg lagde mig og tænkte, at det er sådan man gør, når man skal sove, der lå jeg så og ledte efter noget der kunne folde mig ud som foster og fedt, or what ever og startede ved starten, gravede et hul for at komme væk fra det her: krop og foster, sortsynede sanser, ja […]
Og det gør ingen forskel ved hun, men tager alligevel telefonen og sender ham en besked. Og venter og ved, at han ikke svarer, men tjekker alligevel hvert femte minut. Bare hvis. Imens får hun tørret hår, tjekket mobilen, drukket kaffe, tjekket mobilen, pakket mappe, tjekket mobilen, låst dør, tjekket mobilen, kørt på job, […]
Jeg burde selvfølgelig have vidst det. At man ikke skal spørge en sten : “Hvorfor svarer du ikke?”
Jeg var i Israel og gik gennem sand; mine spor gik den modsatte vej af min krop og de omkring mig kaldte mig navne, først ”Pharao”, så ”Pharinde”, og jeg tænkte, at det var helt fantastisk sådan at bære et navn med Ph gennem en ørken, det virkede så symbolsk og af betydning, præcis som […]
Jeg græder snot og uanset hvor meget jeg rækker ud og du rækker frem, så er vi lige-fucking-forpulet langt fra hinanden. Dérfor [hvis du havde spurgt] splintrer jeg det ansigt, du kender som mit, i syv års ulykke: Så kan du samle dig et spejl, pege og sige “Hvad sagde jeg?”
Det selvsagte faktum faktum og den fiktive selvsigelse jeg begge under samme pseudonym