manual til at stoppe et hul

by Louise Juhl Dalsgaard

jeg lagde mig og tænkte, at det er sådan man gør, når man skal sove, der lå jeg så og ledte efter noget der kunne folde mig ud som foster og fedt, or what ever

og startede ved starten, gravede et hul for at komme væk fra det her: krop og foster, sortsynede sanser, ja jeg gravede en tunnel så smal, at jeg kunne klemme mig ned men ikke hive mig op, så jeg endte på den anden side af jorden, en fugtigvåd morgen i Kina vil jeg tro, i hvert fald blev jeg mødt af et menneskehav, et uendeligt antal storsmilende ansigter med ibenholtfarvet hår og halvmåneøjne, de kom imod mig, tusindvis, titusindevis – sikkert flere – en hær af velvilje med fremstrakte hænder, små gaver bragte de, alle som én, småbitte firkantede æsker i sirlig indpakning og med sløjfe omkring, ja titusind små firkantede sirligheder i fremstrakte hænder båret frem til mig, det var overvældende, ja nærmest voldsomt, jeg tænkte på foster og tunnel og drøm, men her var udrugede mennesker i hobetal, insisterende smil der bragte gaver, ”tjingtjang” lød det selvom det sikkert ikke var det, de sagde, men dét mine ører fangede :”tjingtjang, tjingtjang, tjingtjang”, en massiv hviskende hær: ”tjingtjang” og smil og gaver, og så mig der tog imod, en, to, hundrede, tusinde gaver tog jeg, ”tak” sagde jeg, ”tak, tak” og tænkte at jeg hellere måtte åbne og se, hvad pakkerne indeholdt, og jeg foldede papiret ud, forsigtigt som man tørrer fosterfedt af en nyfødt, og indeni pakken fandt jeg et fingerbøl, et ganske lillebitte fingerbøl beklædt med bladguld, fint, virkelig fint, og meget, meget lille, jeg åbnede den næste og fandt et fingerbøl, et fint, fint lillebitte fingerbøl også beklædt med bladguld, meget lille, og jeg tænkte: her står titusindevis af smilende halvmåneøjne og rækker mig fingerbøl, et hav af gaver jeg har ikke har noget at bruge til, alle disse fingerbøl

så forsøgte jeg at række dem gaverne tilbage, nikkede mod det bukkende menneskehav og sagde: ”tjingtjang nej, nej, tjingtang, alt for meget”, og bukkede forlegent, men de forstod ingenting eller også ville de ikke forstå, de rakte stadig gaver frem, lagde dem foran mig, bagved mig, omkring mig, gaver overalt, jeg var omgivet af firkantede sirligt indpakkede små fingerbøl, det var voldsomt, jeg anede ikke hvor eller hvad eller hvordan, mærkede bare en massiv velvilje og mig i midten – og opgivelsen, denne håbløse fornemmelse af at få og få og alligevel ikke få nok, taknemlig og ydmyg og træt, uendelig træt, alle gaverne, de nikkende ansigter, ”tjingtjang”

og de titusind halvmåneøjne trak sig tilbage, baglæns smilende, ”tjingtjang”, og jeg så dem forsvinde som stæreflokke bag en sol og jeg var alene i det fugtigtvåde landskab, med fingerbøl her, der og allevegne, overvældet jovist og også glad, velsagtens, og jeg gloede på hullet jeg havde gravet og kom så i tanke om, at det var en ensrettet tunnel, at jeg kunne komme ned men ikke op, og jeg proppede et af de mange fingerbøl i hullet bare for at se det gøre en slags gavn.