Søfugl
og i dit ansigt læser jeg en søfugl der dykker uden at vide at havet er tømt for fisk og som derfor bliver mæt alene ved længslen efter det der kommer igen og igen og igen
og i dit ansigt læser jeg en søfugl der dykker uden at vide at havet er tømt for fisk og som derfor bliver mæt alene ved længslen efter det der kommer igen og igen og igen
Der er ting, der vender tilbage. Ja naturligvis, alt er jo spejlinger af spejlinger, havet, himlen og min bare røv, spejlinger det hele. Men det ærger mig, hvor stærkt det føles. Eller det ærger mig, hvor stærkt jeg føler. Alt det følepis går mig på nerverne. Jeg vil for helvede bare spille bold op ad […]
at kunne gå i slåbrok til klokken tretten, lade puderne ligge som de lå og købe ting, man ikke har brug for, at nyde og skide på at yde, at drikke øl til sin frokost og ryge tjald før man sover, at leve på en sten eller mindre og ødsle sin manglende formue ud på […]
Så drømmer jeg, at jeg deltager i en særlig seance, hvor det gælder om at følge reglerne, at aflægge sig kravet om at alt skal give mening, at lære at skelne mellem mål og formål. Og prøven består i at jeg skal sætte verdens største måltid til livs, først japansk misosuppe med vingummibamser, dernæst fyldte […]
Jeg elsker dig; at du er simpel på den komplekse måde, der adskiller dig fra alt andet. Som et matrikelkort, der hænger på min væg: K3, H15, højdekurver og skel. Alle stierne, der ligner børsteorme. Vi fjoller som børn og elsker skruppelløst, men det vi udpeger som drømme om natten er sindssygt. Og netop derfor […]
Jeg kan være så stille, at jeg kan høre mig selv. Ikke at jeg forstår, hvad jeg hører. Heller ikke at jeg prøver at forstå. Det er velsagtens deraf stilheden kommer.
Din hud ligner porcelæn, en skåret tallerken. Jeg maler med små bevægelser på dig, sirlige mønstre af musel: Så helt modsat af at kaste dig mod gulvet. Så fuldkommen lig at splintre dine knogler mod tyl.
Jeg standser, når jeg rammer glas Det halvtomme, genskinnet, det brudte Det er mig
Ikke alt har betydning. Som nu den sætning hun ikke kan samle, da det virkelig gælder. Han spår hende. Med træbrikker i forskellige udgaver af brun, fra de helt lyse til de næsten ibenholtsorte. Han griner, og de ved begge, at det ikke er sandt, hvad han spår. (Om det alligevel gælder, er straks mere […]
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/42246887″ iframe=”true” /]