K3
For store ord, for liden tue, for noget for nogen. En parentes du kan drukne dig i (ikke mig, ikke mig)
For store ord, for liden tue, for noget for nogen. En parentes du kan drukne dig i (ikke mig, ikke mig)
Ikke sten, men mørtel: en leret masse af føjeligt fyld, der får huse til at heles. Det er mig .
Plaster på såret, det er mig. Olien på vandet og døre der lukkes, det er mig. Lysende manchetter og dugestrøg, det er mig. Altid frejdig hvor jeg går, det er mig. Drøm og glem, ja, drøm og glem, det er helt sikkert mig. Hvor kan man plukke roser, hvor ingen torne gror – dét er mig. […]
Dette limbo over ingenting – udover ingen. Den her tranedans uden ynde: For vaklende ben under for tung krop. For svimlende bryster over for tyngende navle. For ondt over for helvede. Dette ”hvis-ikke-så” Hvis-ikke du så-ikke jeg. Hvis-ikke jeg så-ikke mere. Måden. For helvede-måden. For dybt og for kvalmt-måden. For lad mig min skyld. Nåden. […]
Han er vel nærmest elegant og spiser æbler helt ind til skroget. Han husker ikke ting før sekundet før for sent, men tids nok trods alt. Måske virker han distræt, men tag ikke fejl: selv de mindste detaljer går tabt efter et nøje mønster. Den dag han mister håret vil han frisere sin isse, brede […]
( Nu ligner kroppen dét, den er: For mange rum uden vægge. De kalder mig levende af samme grund? )
Sommetider føler han sig som pauke-spilleren i en storslået symfoni, der kun har ét slag at gøre godt med. Ét afgørende slag: Selve essensen. Udråbstegnet. Understregningen. I et enkelt slag: Buuum. Og han sidder med armen løftet og køllen klar. Sveder af spænding, venter på forløsning og vil så gerne ramme plet. Sætte aftryk. Gøre […]