Louise Juhl

Du kan skille mine læber [dér] og kalde det et kys, eller du kan åbne mig i et øje, og forlange noget mere. “Min hule”, hvisker du.
”Min hånd”, svarer jeg. Jeg åbner, men lukker ingen ind.                

Det er mig, der vasker fliser for at finde vej til et fodkys. Det er mig, der har fire øjne på hver finger. Et øje for Fortid, Nutid, og Fremtid. Og ét for Altid, det uklare øje. Hypotesen, for eksempel. ”Kunne man forestille sig, at? ” Ja. Jeg kan forestille alt. En ballonfigur: Hund den […]

Der står du. Hatten i hånden, lampen i ånden. Hvis du gnider mig; hvis du trækker mig OP – må jeg så være din kanin?      

bølger ligner negle ligner ødsel strand og guldkorn [der lå to svaner og troede, de var smukke. men der er noget med svaner, de er ligesom for tunge af betydning, vingerne er skåret af cement. eller også er det vandet, der ikke kan bære dem: al den uskyld, som de nu ligger dér, så hvide […]

jeg vil ind – – imellem – – tvende have/ blanke bøge/ helt ind, dér ind. til lusen [den snedige rad] mellem to onder. for dér [er jeg født]; derfra min færden går.   [og går den, så går den]

Jeg kan godt, hvis det er dét, jeg skal: Tabe håret i tykke stråler og skrige ”Jeg er stolt af min nøgenhed”. Tumle beruset gennem byen i åh så ægte afmagt. Stjæle ådsler fra gribbe og føle mig mere værd, ved at gøre det. Er det dét, er det dét jeg skal? Så vil jeg […]

Hvis jeg suger kinderne ind, bliver der et smilehul tilovers, som du kan låne. Hvis du spørger pænt, altså. “Må jeg bede”. Og sådan. Så vil jeg smile villigt, og et øjeblik være din helt egen tiny vampyr på kur. ja.  

[Det er så fysisk. Som en lugt af svovl og fugls føde] Kunne filmen standse her, ville leden udgøre verdens længste rulletekst. Men den standser ikke.        

. Mennesket lever ikke af had alene, så jeg må finde en andens mund at mætte   Her er kun min egen mund at synke i. [- drøbel. savl. kirtel. hul, hul. krop. lyst. og til nøds -]

. At sidde i håb og glo på det fine gule øje i rund, der aldrig aldrig blinker tilbage. . .