Louise Juhl

alle kender koglernes afbidte – dér – detaljen i kroppen – hér – afstanden og den kolde rød der påstår os i live

De skal have kogt spidsbryst til aften og huset er fyldt med lugten af fugt og mad, da de træder indendøre. ”Lad os få luftet ud”, siger hun. ”Tal for dig selv”, svarer han. – Og tænker: hvorfor skal hun altid være så subtil? ”Hvad gik jeg glip af dér?”, spørger hun. – Og tænker: […]

Hans drømme er kølige næver kun en krop kan bære. Drømme af jord der ligner en grav. Af jord skal de igen opstå: Som blå udtrækninger på huden og læber i timerne efter.

Jeg er så træt af sandheden, der løber mig koldt ned ad ryggen. Så træt af drømmene, de store tabere, nøjagtigt som jeg, der bare digter dumt og dagligt om løgnen, fede fantastiske fabuleringer om himmeltunge øjenlåg og famlende håb. Fortællingerne i finsprit dissekeret og gemt i glas, til bedre tider. Måske. Jeg er så […]

Jeg er et fattigt ord. Siger du og klæder mig af. Hvis du ser op er alting sorte huller. Siger du og holder mit ansigt mod jorden. Tak. Siger jeg

På den anden side. Dér hvor dørene falder ud, dér hvor mit vejr trækkes. En blafrende ligegyldighed i en katedral af krop. Det runger så hult. Jeg kalder så halvt.

Alle de appeller fra krop til hoved. Alle de afslag den modsatte vej. – Det giver ingen mening, og netop dét er mening nok.

Og man skriver for at skrive eller for at få varmen. Man skriver til sig selv eller man skriver til en anden. Måske man skriver for at blive noget. Andet. Man skriver mod en brænding af forliste skrifttegn og ved sig sikker på at havne dér, sammen med andre hånligheder og uprøvede skrig. Det er […]

Ikke flere pejlinger, fornemmelser, gisninger. Ikke flere forsøg på at indramme, inddæmme, indfange. Ikke flere ydmygende håb om at nå frem. Til nogen. Ikke flere tryglende blikke og dæmpet hvisken: ”Hør mig, se mig, bekræft mig. Lad mig mærke, at jeg er til”. NOT! Ikke flere spørgsmål, der alligevel ikke bringer brugbare svar. Og da […]

Jeg prøvede at klæde mig ud som usynlig, men stod pludselig foran et spejl. Og blev synlig. Alt, alt for synlig. Jeg har været vred. Vred, vred. Rasende vred. Nu har vreden forladt mig, og jeg er ingenting. Jeg er tom og alligevel fyldt. Kvalmegrænsen nået. Jeg er fuld. Af tomhed og grå støvpartikler der […]