Veje og vildveje

by Louise Juhl Dalsgaard

Og man skriver for at skrive eller for at få varmen. Man skriver til sig selv eller man skriver til en anden. Måske man skriver for at blive noget. Andet. Man skriver mod en brænding af forliste skrifttegn og ved sig sikker på at havne dér, sammen med andre hånligheder og uprøvede skrig. Det er for så vidt fint nok. Så havner man da et sted. Et andet sted. Det er hele tiden dette Andet. Denne Anden. Men mest af alt jagten på Andethed. Der driver værket.

Eller nej,- der driver vejen til værket. Altså skriften. Bogstaver som sten i asfalt: stinker som ind i helvede, når de bliver lagt. Men med tiden svinder den kvalme, klæbrige lugt og man kan komme videre. Af vejen.

Og man høvler hen over de smertefuldt fødte ord, griner måske forlegent ved tanken om egen uvidenhed – farer videre. Derudaf. Eller derind i. Måske man ikke kommer videre. Så hænger man bare fast i fugtig asfalt. Brænder. Brænder sig. Brænder fast, brænder ud og blablabla.