Louise Juhl

Åh den lyd! af et rumskib, der letter: jupiterstøv og dansemusik. Som at tænke på dengang vi brændte navne i et stykke træ, pånær måske, at vi jo aldrig nogensinde har brændt navne i et stykke træ. Det er cirka det samme alligevel, er det ikke? 

Jeg tager alting som mangel på vink med en vognstang, som nu det faktum, at jeg ikke kan skrive mere, som nu det faktum, at jeg alligevel vedbliver at skrive, som nu det faktum, at ingenting kan stoppe mig, som nu det faktum, at ingen rent faktisk stopper mig, som nu det råb om hjælp, […]

Jeg havde en drøm, hvor jeg var omsorgsværge for en retspsykiatrisk fange, indsat i tidsubestemt forvaring. Jeg havde valgt at drage omsorg for hans ve og vel, mest fordi jeg mente at straffen var urimelig, at tidsubestemt straf var en uhørt grusomhed, ja at alle burde vide, hvornår de havde udstået deres straf. Jeg besøgte […]

”Lille Peter Edderkop kravler op ad muren. Regnen den kom og skylled´ Peter ned. Så kom solen og tørred´ Peters krop. Lille Peter Edderkop kravled´ atter op” Du synger smukt, mor. Glæden kan man ikke stole på, vel mor? Alle de tænder man afslører, når man smiler, siger du. Tænder der alle falder ud med […]

Den knitren for ørerne, der minder om angst, om kæber der knuser sig selv, sådan knuser jeg, for egen hånd, kæber og det, der er værre: mellemøjet, det hule. * Taler tysk for at vinde tid, verstimmt. * Jeg læser, at den frie vilje er afblæst, at hjernen har besluttet sig, længe før mennesket træffer […]

Jeg smelter som et saftigt drop under din tunge, jeg er så sweet, at du aldrig nogensinde kan åbne munden igen.   (hvorfor har du så mange tunger, bedstemor? Det er for, at jeg bedre kan smelte dig!)

Dine knæ lyser, som hjemløse planeter i rotation om sin egen akse. Fint nok, i al sin akavede umulighed. (Noget giver genlyd, noget giver genlyd, noget giver genlyd)  

mine hænder er urolige, flaksende fugle, og min mund er helt stille, i går læste jeg, at det er muligt at skabe en kunstig vagina, at dyrke stamceller omkring en selvnedbrydelig vaginaform, at sætte den op i en skede, at lade den vokse sig hel og hul, med tiden vil formen så æde sig selv […]