solen er så sindssygt gul, som en psykotisk / solsikke / hænger den og vipper uhæmmet smuk: Et øje så inderligt, at det nærmer sig forræderi, når den senere viser sit sande ansigt- s pletter i sneen
Mine drømme er reduceret til forlængelser af en virkelighed. Som jeg vågner op til: “hej-hej liv”. Som jeg forsøger at leve mig ind i; skilte lår og åben mund. Som jeg hver eneste forpulede dag lever ud som en søgen væk fra. [Somomhed]
Jeg er ikke din skyld, du er ikke min. [ Hvad er der så tilbage ? ]
Så simpel er jeg, at jeg folder mig sammen om mig selv, og giver regnen skylden for, at jeg drukner, som en paraply.
Jeg har drømt om blå bær formet som oprindelige bryster, ovale og frodige. Og om at tilbyde mig selv så generøst at, at, at ja. Og jeg har drømt om hunde, der måtte aflives for deres evindelige kælen, deres slikken, deres hægen sig fast. Hunde med et reb om halsen, stramt, som en kærlighed, der […]
intet nyt er intet nyt. alt godt er alt godt. vejen hjem er vejen hjem er vejen hjem. hvorfor er træerne så grene, hvorfor er tilfældet så rådvildt, hvorfor er kaffen så mørk, kroppen så liderlig, hænderne rastløse? huset så brast? (er der flere, der vil til fadet? er der flere der vil suge blod? […]
først skuffelsen, skinger, så afmagten og endelig, endelig: det der sprøde tynde lag af is, jeg lægger over vågen, så det ser ud som om, jeg er sikker at gå på.
Jeg skruer ned for lyden af verden, jo mere verden dæmpes, desto mere summer mine øjne af lyst, mine kropsdele jongleres som letvægtskugler, hopla en fest Jeg skifter farve, form og hænder “Hvor der er vilje, er der vej”, siger de på tv, med tænder så lilla som fuldfed Amarone, hvor der ikke er vej, […]
Uanset hvor lidt jeg faktisk findes, så findes jeg dér: Som afstanden imellem dine øjne og dine hænder.