Hun kigger ind i stenen, hun drejer den i hænderne, varmer stenen. Og hun former den til en ganske lille kugle af uld, en garnnøgle, en hårbold. Noget hun kan smide op i luften og gribe og smide op og gribe og smide op og sluge. Sluge og lade glide gennem halsen, synke stenen, som […]
At elske en næste, det er vel det, der driver mig. Det næste. Den næste. Jeg dør nok, før jeg bliver færdig. Det kan lyde ulykkeligt, men måske er det en fordel? Ikke at have det bedste til gode, men dog noget, altid noget mere til gode. Ikke dig og dine armhulers suk, siger du, […]
Jeg har lagte en note ved siden af komfuret. Jeg går ud fra, at den er henvendt til mig. På den står, at jeg skal pille mine øjne ud; at jeg ikke producerer tårevæske nok til, at kunne bære dem. De klæber til øjenhulen, øjnene, da jeg tager dem ud. Ja jeg må virkelig anstrenge […]
Du folder mine hænder som et lagen, og jeg nikker. Ikke fordi jeg forstår, men fordi det er sådan vi gør: nikker og krøller os sammen til en kugle af sølv og papir, former os en fælles krop. ”Hvis jeg rækker mig på tåen, vil du så holde mit vejr”, spørger du hviskende. Og jeg […]
Jeg kan sagtens følge en flaksen på himlen uden at forfalde til drømme om at flyve. Det er slet ikke dét. .
Jeg sælger min hud for en krop [skind og ben] : Et lysthus af blæk og beton, det er mig, mit. Nu kaster jeg min perle overbord, så kun skallen er tilbage. Så tror du, at jeg er druknet. Gør du ikke?
[hjem er den krop, der ikke kan holde balancen uden en væg at støtte sig til]