Louise Juhl

Jeg blev en gang til en jobsamtale spurgt, hvad jeg forstod ved ordet “usnobbet.” Det kom fuldstændig uventet. Vi sad og talte om periodiseringer af regnskabsåret og tilskudsregler, da en, der præsenterede sig som Leif, spurgte.
Jeg kan huske, at jeg helt instinktivt så ned ad mig selv for at sikre mig, at min lynlås var lukket. Tørrede mine mundvige med en diskret finger, før jeg svarede.
Et eller andet alt for langt om den hårfine balance mellem rummelighed og ukritisk accept. At jeg elskede egern og bænkebidere. Jeg nævnte også min morfar, at han elskede Kijafa-vin og kongehuset – i nævnte rækkefølge.
Det var tydeligvis ikke meningen, at jeg skulle svare, som jeg gjorde. Jeg ved den dag i dag stadig ikke, hvad meningen så var, men til sidst var der en af de tre på den anden side af bordet, der rakte en hånd frem og sagde
– det har været spændende at møde dig.
Og jeg svarede
– i lige måde, selvom spændende nok ikke var det ord, jeg selv ville have brugt.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer til at tænke på det, måske fordi alt er så mærkeligt lige nu, tiden, alle forbeholdene, de store røde klistermærker på gulvet i supermarkederne: Hold afstand!
Det var hos et firma i Odder, jeg har lige googlet dem, de findes ikke mere.