Louise Juhl

Min morfar var lige dele kærlig og kolerisk. Han brugte alle sine vågne timer på at skaffe penge til husholdningen, høvlede bænke, skar lister efter mål og byggede kasser til højbede. Han klippede får og garvede deres skind, solgte de fleste. Samlede æg fra hønsene, nok til både brød og kager, blødkogte æg til morgen og spejlede til frokost. Han dyrkede grønkål og ærter i lange lige baner, gulerødder, kartofler. Og hindbær langs muren bag fryserummet, brombær, solbær. Min mor siger, at uden ham var det aldrig gået. Min mormor havde dårligt hjerte og hev efter vejret, hun blev træt efter få timer og måtte lægge sig. Klokken 11 og klokken 14 igen. Lige før aftensmad og igen bagefter. Selv når hun talte, var det som om hun sparede på kræfterne, hun nøjedes med at sige det vigtigste, nogle gange mindre end det. Bare et Ja, et Tak. Undskyld. Se. 
Min morfar brugte heller ikke kræfterne på at snakke, han foretrak handling. Lige så forsigtig og træt min mormor var, ligeså uforbeholden var min morfar med sig selv. Sine kræfter og sit temperament. Han var et kraftværk, en dampende maskine, og som det er med den slags, risikerer de at koge over. Hjulene at løbe løbsk. Det skete også for min morfar og gerne uden varsel. Pludselig kunne han vende sig rundt og råbe. Uforståelige eder, slå ud efter fuglene. Rive en gren af en busk, fanme og sgu. Kaste en hammer mod jorden, en skræmmende vulkansk vrede, underjordisk, uforudsigelig.
Senere, når trykket var gået af gryden, kom han ind. Smed skoene fra sig og pissede for åben dør. Fyldte kaffe i koppen og satte sig ved bordet uden et ord, mættede drikken med fløde og sukker, et stykke, to, tre, fire. Han tømte koppen i grådige slurke og i en hast, som forsøgte han at slukke en brand, dæmp en trang. Han vidste vel knap selv, hvori trangen bestod. Hvad han var vred over, hvem han var vred på. Sig selv måske, eller tiderne, der var hårde og tvang ham til at arbejde ud over sin formåen. På min Mormors hjerte måske, der var slidt før tid, eller på lægerne der talte om talte om ting, han ikke forstod. brugte latinske navne: Aorta og trikuspidalklap, cordis og cardia. Han forstod dem ikke, kun at min mormor var syg, at hun risikerede at dø, og at lægerne var magtesløse.
Måske var det det hele tilsammen. Grønkål og spejlede æg, højbede og hammer, en mudret og tåget kombination af træt- og tristhed. 
Min mormor så det hele, vreden, magtesløsheden, og fyldte koppen, allerede før den var tom. Hun hældte fløde i som var det olie på vandene og holdt min mor på afstand. Foreslog hende at lufte hunden, rive blade sammen, folde en fugl i papir. Al den slags man gør, for ikke at gøre noget andet: Tirre et rovdyr, for esksempel, eller tænde en ild. 
Alt det man siger, for ikke at sige noget andet. 
”Løb du ud og leg”. ”Vink til bussen”. ”Grav et hul”. 
Men undlad at se ned i hullet, du risikerer at miste balancen.