COVID19 #14

by Louise Juhl Dalsgaard

Hver dag ringer vi sammen
min mor og jeg
så læser vi op i 10 minutter
eller spiller et stykke musik
det er også okay at fortælle
om en uforståelig plante
man har set
eller et mærkeligt dyr.

´Må det være et dyr
man selv finder på?´
spørger min mor
og jeg svarer
´Ja ja, det er os,
der laver reglerne´

I går læste jeg så højt for hende
fra Lea Løppenthins digtsamling
“Nervernes adresse”
´Sikke en vidunderlig titel´
udbrød min mor
´det er vigtigt
at nerverne kan finde hjem
ellers farer de hvileløst omkring
eller sover på sofaen
hos næsten ukendte venner.

Da det blev hendes tur
spillede hun Mexican Whistler
med Roger Whittaker
reglerne er
at den anden altid
skal lytte med et åbent hjerte
det er noget Elsa Gress har sagt:
At man skal erfare
med et altid uerfarent hjerte.

Min mor elsker Elsa Gress
og jeg elsker min mor
så jeg lyttede og erfarede
at det der med at fløjte
jubeloptimistisk i
over to minutter
nok var mere
end mit hjerte
kunne bære.