Louise Juhl

jeg lytter til en amerikansk podcast
udsendelsen hedder´bowie, jazz and the unplayable piano´
og handler om en berømt koncertmed keith jarrret
fra nitten treoghalvfjerds

jarret det var berømt og berygtet
for kun at ville spille på et ganske
særligt klaver af mærket
bösendorfer 190 imperial
fik ved koncerten i Kølns operahus ved en fejl
stillet et mindre og meget ringe klaver
til sin rådighed:

tonerne i det øvre register
var spinkle og skingre
basregistret uldent og uden bund

ikke desto mindre gennemførte jarret koncerten
han gjorde brug af en
særlig rytmisk figur der gav
tonerne ekstra spændstighed
og koncentrerede sit spil
om midten af klaviaturet

koncerten blev optaget på en
M-5 transportabel båndmaskine
og er i dag kendt som en af
jarrets allerbedste
og i udsendelsen diskuterer journalisten
gevinsten ved ufrivillige benspænd

det der kan ske
i mangel af bedre

I seksogtyve dage har jeg haft
de samme fire hvide vægge
at spille bold op ad
den samme bold
det samme opspring
det samme vindue
jeg skal passe på
ikke at smadre

(at bo i et glashus
med en sten i hånden)

jeg vil ikke sige at
jeg er kommet til
at hade den bold
heller ikke de fire vægge

ruden
det usmadrede

jeg er bare kommet til at holde af noget andet

spindelvævet i karmen
kartoflernes øjne
knækbrødets krumme
og min mors mere end
almindelige bekymring

køkkenvaskens armatur
der er begyndt at skalle af
i de mest fantastiske flager

kobbersne

at stå på hovedet
når jeg taler i telefon

det er ikke fordi
det er bedre end før
det er bare noget andet

hvis jeg åbner vinduet og kaster bolden ud
vil jeg ikke kunne se
hvor den lander 
og jeg vil ikke savne 
at vide det