Louise Juhl

i en have på adelgade
springer tulipantræet ud
helt som forventet
og minder mig om min mors hænder
når hun lægger dej til boller

måden hun strækker og slår
og venter og venter
til det er tid til
ikke at vente mere

det er den attende april
og min far har ringet for at fortælle
at han er ved at skære
en hest med rytter i træ

jeg svarer ham
at alt jeg skærer
er huller i luften

jeg har alt for god tid
lægger til og trækker fra
i et forsøg på
at regne tilfældigheder ud

jeg har for eksempel
regnet mig frem til
at min far har trukket sit vejr i
syv hundrede og seksogtyvetusinde
to hundrede og fireogtres timer
hvilket svarer til
tredive tusinde to hundrede
og enogtres dage

hver dag det samme
helt forskellige vejr

også i dag hvor jeg
for otteogtredivte dag i træk
må undvære at se ham
for på den måde at gøre
hvad jeg nu kan for at sikre
at han også kan trække sit vejr
på dag nummer
tredive tusinde to hundrede og toogtres