Louise Juhl

Hej verden, jeg savner dig.
Min mor har altid sagt, at når tankerne OM noget begynder at fylde mere, end tingene selv, så er det tid til at træde i karakter. Sådan er det vist lige nu, tankernes debile kredsen. Jeg tænker på alt muligt. På finsk sauna, omrejsende cirkus, på metro og myldretid. På hytten i skoven, som jeg savner mere end noget andet, fordi ensomheden deroppe er en dyd. Hér er den en nødvendighed. Den forskel.
I går læste jeg, at selv vira fordeler sig skævt. Det er de farvede og de fattige, der rammes hårdest. Dem, der serverer for os andre, tørrer af, passer på os, når vi bliver syge. De, der bor på få kvadratmeter, med ringe sanitet og som måske ikke engang forstår sproget, myndighedernes advarsler. Alle dem, der har rigelig at gøre med at overleve – også uden en pandemi hængende over hovedet. I England er andelen af covid19-smittede langt højere blandt farvede end i resten af befolkningen, og sygdommen rammer dem hårdere. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver alt det, måske fordi mine problemer er så små, fordi jeg er heldig. Jeg er ikke fattig, langt fra, jeg har bare ingen penge.
Alligevel er det lidt svært. Alle tankerne OM, der fylder mere end virkeligheden selv. Jeg taler med hunden, fortæller den, at en, der hedder Mads, har fået hjernerystelse, og at træværket omkring vinduerne trænger til Gori.
– Dén tørst – forstår du? spørger jeg og krammer dyret, der løfter sit hoved en anelse og logrer.
I går læste jeg højt af Naja Marie Aidt’s “Sten, saks, papir”. Jeg forestillede mig, at min stemme var en andens. At vi var tre: hunden, stemmen og mig. Fem med bogens to figurer: Thomas og Jenny. Næsten en forsamling. Men så var det, at min mor ringede og sagde det med at træde ud. At træde i karakter.
Jeg lovede hende, at jeg ville tænke over det.