Louise Juhl

I går var jeg ved frisør for første gang siden februar.
Måske skyldtes det de mange ugers eksil, måske de savnede berøringer, i hvert fald mindede frisørens hænder mig om, at jeg er et menneske, altså sådan et af kød og blod – med hud og hår.
Vi snakkede i en time. Jeg talte mest om den separationsangst, der har forfulgt mig siden jeg var fire, og som dengang var så stærk, at min mor måtte låse døren til toilettet for at kunne besørge i fred. En angst, der er blevet genvakt i de seneste uger, hvor afstand og isolation har været påbudt ved lov, og hvor eksperterne har talt om år, før vi igen kan være sammen uden mundbeskyttelse og håndsprit.
Dengang jeg var fire, græd jeg som pisket, når min mor blev væk. Græd og græd og græd, til jeg blev helt blå i hovedet, og min mor måtte løfte mig op og trøste: Love, at hun altid ville være der for mig, et løfte hun har holdt. I dag græder jeg kun sjældent, måske er det derfor, der ikke er nogen trøst at hente. I stedet tyr jeg til Lone Kellerman, hendes robuste og rå stemme, eller jeg læser Julian Barnes Når noget slutter – om tid:
“Visse følelser får [ti]den til at gå hurtigere, andre sætter dens tempo ned: en gang imellem bliver den tilsyneladende væk – indtil det senere punkt, hvor den for alvor forsvinder og aldrig vender tilbage.”
Min frisør skrev titlen på bogen ned, så fortalte hun om sin hund, Walther, der har lært at gå uden snor på bare fire uger. Hun fortalte også, at hun og hendes mand, Tim, har købt en campingvogn, de har sat op i forhaven. På den måde kan de holde ferie, når de har lyst – efter arbejde eller før.
Om onsdagen sover de derude allesammen: De to drenge, Kat og Tim og hunden Walther. Helt tæt. Det lød så hyggeligt, at jeg var lige ved at spørge, om jeg måtte komme med, men jeg gjorde det ikke.
Jeg græd heller ikke, da jeg var færdig med at blive klippet og måtte slippe frisørens hænder.
Jeg er jo ikke fire år længere.