Louise Juhl

Han arbejder på et strategispil, fortæller han en tirsdag aften tæt på tolv. Han vækker mig uden varsel og forklarer mig om baner, labyrinter og levels. Om en valuta, der måles i magt. Antal mennesker, man ejer. Det er noget med en bjørn i et bur og børn med pinde, han taler begejstret og uden ophør. Løfter den venstre hånd op til sin næse, snuser ind, uhm, og taler så videre. Om mærker i sneen efter blod og fugle, der er store som en udslået parasol. Himle, der tager farve efter deres humør, hysterisk hvid, rasende rød. Blommegul. 
Først er han i Arktisk, i sne og nordlys, så i en jungle. Med cikader, deres insisterende sange og vilde hunde, der hyler om kap.
– Forbandelser kender ikke grænser, siger han, da jeg spørger, hvor vi er nu, og et øjeblik virker han vred. Om jeg da ikke forstår, hvad det er, han prøver at fortælle? Det handler hverken om tid eller sted men om had og hævn og dyr. Og om drenge, fortsætter han, med pinde og forkullede knogler i kæder om halsen. 
– Her er det dæmoniens regler, der gælder, siger han, og dem skal man være en djævel for at følge

Han taler i en time, tømmer en pose peanuts og bunder tre øl. Om bjørne og fugle og drenge. Himle og haleløse øgler. 
Hvis ikke, det var for kattene, ville jeg rejse mig og gå. Men de holder sig tæt ved mine ben, smyger sig kælent og lægger sig i mit skød. Jeg kan ikke efterlade dem sådan, alene under hans rablende himmel.