Dagsrest

by Louise Juhl Dalsgaard

Nætterne går, uden at man ved af det.

Det er ligesom deres berettigelse: glemsel og erindring i tæt dans bag øjenlåg og sitrende krop. Lagner krølles, stjerner glimter uanfægtet og alt er væk og uendelig tilstede på samme tid. Nætterne går. Uden at man ved af det.Uden at man ved. Med hvad.

Dagene går og man ved det kun alt for godt. Man standser op og hiver efter vejret, men dagene går videre uanfægtet og man må hænge på. Hænge i og hænge ved. Hænge efter. Altid to skridt for sent og på et hængende hår. Dagene går alligevel. Hvadenten man når dem eller ej.

Sådan er det og det er godt nok. Eller sådan er det og det er det. Så. Eller noget.

I dag vidste jeg det. I dag kendte jeg natten og trak den med ind i morgenen og dagen, der fulgte. Jeg var og gjorde, jeg trak vejr og åndede og fulgte med.

Nu glæder jeg mig bare til natten. Til at hægte mig af og på i samme åndedrag. Lade Karlsvognen trække slæbet og månen styre Ebbe og Flod. Lade ambulancehyl og et juleselskabs højlydte latter danne lydkulisse for univers og stjerner og andet højttravende patos. Lade fortovsregn genspejle gadebelysningen og natbussers vinduer være øjne. Lade verden være verden.

Nu glæder jeg mig til natten, hvor jeg kan kæntre med den tømmerflåde, der hedder krop. Drukne i et pudevår og glemme, hvad jeg ved, men ikke vil vide.