De møder, der aldrig blev.

by Louise Juhl Dalsgaard

Foranlediget af et indlæg fra en kær medblogger (http://httpwwwmariabrandt.urbanblog.dk/2007/06/24/next-stop-busstop/) startede en tankerække i mit, i forvejen ret belastede, lille hoved: Den udbredte tese om, at vore liv skabes gennem de mennesker, vi møder, og hvad dette har af betydning. Hvilket straks akkumulerede en ligeså nærliggende række af skrøbelige drømme om, hvem jeg kunne have været i fald jeg havde mødt….

Jeg er i denne ombæring ikke ude i kendis-sfæren. Nej, jeg tænker det daglige møde. Den pludselige interferens. Uforberedte, umærkelige træfpunkter mellem et Jeg og et Du: Når vi tilfældigt mødes under et læskur i regnvejr. Når vi finder sammen i fælles irritation over en udeblevet bus.  Eller dem, vi gang på gang passerer på vej til og fra arbejde, nikker, smiler til og intet andet. Alle dem, vi kunne have mødt og lyttet til og delt med. 

I dag mødte jeg ikke :

Agnete. Agnete, hvis barndoms somre blev tilbragt i morfarens lille kolonihavehus. Hvor de sammen fandt snegle og mariehøns, som de sendte til himmels håbende på godt vejr. Agnete, som elskede den forvetningsbefriede luft i morfarens selskab. Morfaren, der plejede den lille haves blomster med en sådan flid og nidkærhed, at det vidnede om en kærlighed Agnete hverken før eller siden oplevede magen. Agnete, der senere gik gartnervejen, trodsigt forlangende at stordriftsvirksomhedens uendelige karreerer af drivhuse skulle omsluttes af klassisk musik fa højttalerne i loftet. For det var da det mindste, man kunne forlange af omsorg for de kære blomster. Og det skulle jo være så godt for væksten, som hun ubøjeligt argumenterede. Hun fik ret, og de fik fred. Havde jeg mødt Agnete ville jeg have haft flere grønne planter i min karm og færre færdigkøbte, frysetørrede krydderier på hylden.

Aysia: Aysia fra Makedonien, der engang i halvfemserne efterlod sin fortid for at møde en uforståelig fremtid andetsteds. Aysia der skam er meget taknemlig, men som alligevel savner. Alt det hun forstår. Her er hun omgivet af ord, der ikke hænger sammen. Af lyde og lugte hun ikke begriber og årstider af uforudsigelighed. Hvorfor hun istedet har forskanset sig bag svulstigt ornamenterede gardiner, gulnede fotos og en sørgmodig fagot på grammofonen. Havde jeg vinket til Aysia, der bag gardinet i lejligheden på 2.sal, havde jeg måske lært at danse en makedonsk vals og værdsætte det tunge interiør.

Anne Grete: Anne Grete, der helst bare kalder sig Grete, for det andet “er så tungt”. Grete uden barndom og tre forliste ægteskaber i bagagen. Grete, der engang forpagtede en bodega på hjørnet ved stationen, men som idag må kæmpe med prisen: Slidgigt, tør hoste og lidt for mange daglige sjusser. Grete, der venter på børnene, for det er så rart med nogle man kan klage sig til – om prisstigninger, naboen der støjer og sofaen, der ikke holder meget længere. Og som, hvis de var kommet og havde lyttet, ville have hørt savnet og følelsen af nederlag bagved beklagelserne. Men de kommer ikke, børnene. Havde jeg mødt Anne Grete, kunne jeg være kommet istedet, og vi kunne drikke dus på en lørdag, og jeg ville have hørt om alt og ingenting og sikkert fået et godt grin.

Jeg mødte ingen af dem. Jeg er, den jeg er. Men kunne have været så meget andet. Og imorgen møder jeg måske Birgitte, Bent eller….Ballast?