De tætvævede øjne

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg husker hende. Hun boede i et lille hus bag en virkelig stor og tilgroet have. Hendes mand var død for flere år siden, men når nogen nævnte det, blev hun rasende og råbte, at hun udmærket vidste, hvem de var: Skide russere, de skulle aldrig få held til at bortføre hendes mand! “Verden bør tage sig i agt for mennesker med tætvævede øjne,” råbte hun, og truede alle, der påstod, at hendes mand var død, med, at de selv ville dø, ha.
Det sidste havde hun jo ret i, det skal vi alle.
Jeg kaldte hende Myrna, men ved faktisk ikke, hvad hun hed. Jeg ved bare, at hun altid gik rundt i kvarteret med sin mands kørestol foran sig. Hun talte med den tomme stol, bøjede sig ned over den for at lytte, og svarede på spørgsmål ud i den blå luft: “Jo, det kan du nok have ret i” eller “Det ved jeg sørme ikke, nu må vi lige se,” gik hun rundt og mumlede.
Det var virkelig akavet.
På et tidspunkt fik velmenende mennesker endelig forklaret Myrna, at hendes mand var død. De sørgede for, at hun fik sig en hund. Aksel, kaldte hun den. Ikke Asger, sådan som manden havde heddet. Hver dag klædte hun hunden på i trøje og bukser, og kørte den rundt i en lille dukkevogn med blomstret kaleche. Hun talte til den uafbrudt: “Kan du nu ligge stille”, “Se hvor fint solen skinner” og “Så, såååh.”
Det mærkelige var, at hunden fandt sig i det. At den blev liggende uden at røre sig og uden at gø. Ja faktisk virkede både Myrna og hunden mere tilpasse, end den usynlige mand i rullestolen nogensinde havde gjort.
Det virker altid voldsomt på mig, også i dag, når jeg tænker tilbage på hende. På det med russerne og den tomme stol. Og hunden, allermest, som altid lå der i dukkevognen, udklædt og uden vilje.
“Så, såååh.”