Louise Juhl

Da jeg var lille, elskede jeg at se gengivelser af blomster, der spirede, brød gennem jorden, stænglen der strakte sig lang, blomsterhovedet der gik fra knop til krone. Det var et tv-trick, en slags tryllekunst, der kun kunne ske på fjernsyn: Man spillede simpelthen filmen hurtigere end virkeligheden, ti tusinde gange, hundrede tusinde måske, så en time fyldte mindre end et sekund, et døgn 10 sekunder, og et år kunne gengives på godt en time. Hver gang sad jeg som forstenet foran skærmen og så verden blive til: Et græsstrå, der brød gennem asfalt, en sommer-larve der blev til en -fugl.

Jeg har det lidt lige sådan, når jeg læser Christel Wiinblads værk: ‘Deep purple.’ Noget spirer frem af sproget, vokser og folder sig ud. Sorgen får vinger, ikke symbolsk men helt konkret, som her hvor sætningerne foldes ud, mørket foldes ud til lys og lykken forvandles fra larve til sommerfugl:
“På vej her ned ad gaden strømmer pludselig en lykke her ind i hende, der næsten får hende til at falde. [..] Hun ved ikke, hvorfor hun pludselig er så lykkelig? Er det synet af træerne, der står her i det let tindrende og i det sorte, der er her i det tidlige i aftenen? Er det vejens hældning, er det menneskene, der er her og her er på vej over fodgængerfeltet? Er det spirene, der er her på tagene, er det den lette elektricitet, der er her i luften? Er det luften her, er det lyset her, hvad er det, der er så dybt, så blødt, så utroligt og så tindrende lige her, er det guld?”

Der er en noget næsten fysisk over Wiinblad sprog, den læsende krop sættes i bevægelse, man følger med sætningerne, som en fugl følger årstiderne. Man strømmer med ordene, falder med dem, hælder med dem, lyser med dem. Noget stort og underfuldt og samtidig helt konkret finder sted, en forvandling fra fodgængerfelt til tindrende guld, og man er midt i det, man står ikke udenfor og lytter, betragter, nej man er I sproget, det sørger det gentagede “her” for. Er det luften HER, spørger hun, er det lyset HER. Og man dufter og ånder og ser med hende, med digtets fortæller, mærker glæden: så utrolig og tindrende: Er det guld.
Menneskeguld?
‘Deep purple’ er ikke som andre bøger, Christel Wiinblads sprog er ikke som andre sprog. Det vover at røre ved himlen, det tør række ind i- og ud over verden, samtidig med at være plantet tungt og solidt i det velkendtes fede muld. Lige her. For i det efterfølgende afsnit skriver hun:

“Her i lejligheden har hun nu fundet en skål frem. Hun vil skære løgene her nu. Hun vil rive gulerødderne her nu. Hun vil blande dem med æg, med havregryn og med salt her i skålen. Hun vil blande lidt paprika i, som den veninde hun bor her i lejligheden sammen med, gør det. Hun vil stege gulerodsfrikadellerne her på en pande. Det er ikke fordi hun kan spise noget.”
Sådan forenes guld og gule rødder, lys med æg. Det højeste og det laveste eller måske er det omvendt. Måske er ægget en sol. Måske er de gule rødder ligesom træernes rødder Søren Ulrik Thomsens digt, der lyder: “Træerne vokser ikke ind i himlen, men de vokser ud i luften, som vi ånder, og ned i jorden til de døde, som vi savner. Og det er alt nok”
Måske er lige præcis dét, Christel Wiinblad søger i sin skrift. Det “nok”. For sproget rækker som bekendt ikke ind i himlen, men det slår rødder i os, der læser, og i jorden også. Ned til den døde lillebror, hun så inderligt savner.

Man skal passe på med at udråbe en bog til et mesterværk. Men hvis man tager ordets betydening for pålydende: “et kunstnerisk værk der regnes for et af de ypperste af sin art”, så vil jeg påstå, at ‘Deep purple’ er et sådant. Ypperligt, fremragende. Forvandlende også:
“Og jeg steg ind i et tog, og jeg steg ud af et tog, og jeg gik rundt dér i gaderne. Og jeg steg ind i et tog, og ud af et tog, og jeg gik rundt og rundt dér i mørket og i intet. Og jeg steg ind i et tog, og jeg steg ud af et tog, og jeg gik rundt og rundt dér i mørket, i natten og i evigheden i intet. Og jeg steg ind i et tog, og jeg steg ud af et tog, og jeg gik rundt og rundt dér i mørket, i natten og i evigheden i intet, og hvad gjorde jeg der?”

Ja, hvad gør vi her?