Den evige sne (Erfaring IV)
by Louise Juhl Dalsgaard
Skarp som en Satan, kløver du verden. Med kølig beregning og hånlige analyse er din dom nådesløs: Dur´- dur´ikke!
Din giftige spy ligger spredt. Foran. Bagved. Omkring og indeni, som sne på bjergkæders toppe. Forbandet koldt. Helvedes smukt.
Med omhu og grusomt klarsyn spreder du din omsorg.
Hungrende efter nærhed, lystrer jeg dit kald.
Og med lige dele afsky og kærlighed ved jeg, at jeg må smelte. Sammen med dig. Elske dig. Ihjel.
Balanceakt på knivsæggende kløftekant
Og du ved: Balancekunst er ikke min favoritdisciplin.
Men jeg har ikke noget valg. Må stå distancen. Til den bitre ende. Med tungen lige i munden og blikket på fjern….
Waiting to exhale 😉
Uha!
Ja uha!
Det er fanme uhyggeligt, du 😀
Men sandt… 🙁
Kender godt den smukke kulde.. Men husk at elske dig selv – først – så kan du altid elske andre ihjel bagefter 🙂
Blogwoman
Wauw – i dag er dit indlæg virkelig skarpt og smukt.
Det synes som du har fundet dig selv i “den evige sne”.
Tillykke!
Tekst du er tilage. juhuuueeee! 🙂
Flot, smukt og skræmmende. Wauw!
Må diskret bede dig holde den slags indlæg tilbage 😉 Minder mig for meget om en uundgåelig smerte, jeg selv har oplevet.
Lørdagskram.
Blogwoman:
Måske elske sit eget had ihjel? Kvæle selvhad med kærlighed?
Knus
Tekst og Maria:
Hvilken re-union er på min ydmyge blog 😀
Og tekst: Glæder mig, at du fandt mit skrift værd at kommentere;-)
Fundet mig selv? Well: Det er måske mere sandt end du aner i dette tilfælde…
Penpal:
Nu vil jeg så uendelig gerne imødekomme dine ønsker, men liiige det med at holde det smertefulde skjult, er nok for svær en opgave for mig.Det ved du 😉
Min smerte er alt, alt for tilstedeværende. Eneste udvej: At gennemleve den. Drukne den. I omsorgsfuld opmærksomhed…
Lørdagsknuuuuus
Ballast – jeg fik også det med at elske sig selv mest – til at lyde en smule lettere, end det er..
Det er så nemt at sige – men så svært at gøre. og sådan er det iøvrigt – vist – med alting…
Blogwoman – nu wannabe filosof…
Det kan godt være jeg render rundt med de forkerte hormoner i kroppen men jeg kan da forholde mig til ordene Satan,hånlige,giftige,grusomt,afsky og ihjel.
Fed lyrik anyway.
Isnende smukt
Jeg kommer til at tænke på en edderkop. Af hunkøn?
Jeg finder det uhøfligt at æde sin partner generelt også selv om det eventuelt er kærligt ment.
hvorfor kommer jeg til at tænke på Peter Lundin???
Jeg ser ham for mig reciterer Strunge digte i et nedlagt pakhus på et vindblæst kaj område, mens stilheden lytter…
Patton:
Vejen til helvede er brolagt med hormoner – i alle tilfælde er de brugt som undskyldning for mangt og meget, hvadenten de hedder teste- eller østro- til fornavn.
Men jeg kan denondelynemig love dig for, at visse følelser er tvekønnede. Og det synes også du at fornemme 😀 Grrrrrr..
Og tak for komplimenten!
SpaceMermaid:
Sådan er bjergkæder også: uendeligt smukke men også gemmende på såvel frostgrader,laviner, stenskred og meget mere. Verden er desværre (og lykkeligvis!!) ikke sådan at gennemskue. Ikke god eller dårlig. Det er andre dimensioner, der er på spil…
Tak. Smukke 🙂
Gaffel:
Er du bange for edderkopper?? 😀 Come on,- lidt kærlig kannibalisme er da bare et ekstra krydderi 😉
Hvad om det nu handler om een og samme? Kan man æde sig selv?
Spunky:
Du må se af at få lavet den gyser. Straks. Du har det jo i blodet mand: gyyyys.
Hvad med Clement som Peter Lundin. Og Puk som den kvindelige pendant? 😀
kære ballast
er blot en omstrejfende, der gerne vil meddele, at jeg igår kopierede dit digt og sendte det til en ven her på nettet. fordi vi talte om digte, og jeg med din tekst kunne eksemplificere noget. samtidig kunnne jeg slå to fluer med et smæk: jeg fik også lidt ud mellem sidebenene gennem digtets indhold. nemlig. håber, det er i orden, at jeg lige genbrugte dig.
jeg kommer her efterhånden ret ofte. dine skriverier er tit så dybe og stærke. så ih og uh og åh. jeg får lyst til at citere: “åh hvor jeg elsker. jeg er svimmel, mat i knæene, uglet i håret og mild i blikket. jeg æder råt. jeg bider. spytter ud. bider igen. og synker. jeg falder udmattet om.”
bliv ved … bliv ved … bliv ved … mer’ … mer’
hilsen fra en periodevis omfalden nomade
ps. måske får jeg snart lyst til selv at gå i gang. jeg glæder mig lidt.
Kære, kære nomade
En træt, træt Ballast sætter sig og finder din kommentar. Og bliver SÅ glad, at selv en sneklædt bjergtop bliver afklædt!
Dine ord betyder utrolig meget for mig, og jeg bliver såvel stolt som rørt: Tænk at nogen kan finde mine tanker og ord inspirerende og givende.
Håber så inderligt, at du selv kaster dig over skriften som udtryksform. Det er en fantastisk mulighed, som du så afgjort bør gribe. Og giv lige et tip, når det sker: Måske jeg må læse med over skulderen?
Tusind, tusind tak for din opbakning!!!