Louise Juhl

Jeg har – efter nogens overbevisning alt for ofte – skrevet om min sorg over ikke at kunne få børn. Det er og bliver et tab for mig, uanset det kan virke selvmodigende. Man kan vel ikke miste noget, man aldrig har haft?
Jeg ved godt, der findes mennesker der kæmper med langt større sorger. Som nu dem, der har mistet et barn alt for tidligt. Til sygdom, ulykke eller selvmord. Det må utvivlsomt være det mest smertefulde, der kan overgå en mor eller en far. At tage afsked med et barn, efterladt alene med den fremtid, der aldrig blev deres barn til del.
Der findes vel kun en ting, der er værre, nemlig at miste flere børn.

Det er sket for den kinesisk-amerikanske forfatter Yiyun Li, hvis essays, jeg tidligere har omtalt.
I 2017 mistede hun sin ældste søn, den 17-årige Vincent, til selvmord. “Der er ikke nogen god måde at sige, hvad jeg nu skal fortælle”, beklager betjentene, da hun åbner døren. Hun ved godt, hvad de kommer for at sige. I årevis har hun frygtet, at dagen vil komme, hvor nogen vil fortælle hende, at hendes søn har mistet livet til selvmord. Hendes moderinstinkt har flere gange tvunget hende ind i sønnens værelse om natten kun for at tjekke, at han stadig trækker vejret. Det har han gjort hver eneste gang, men nu ikke mere.
Seks år senere, i 2024, vælger også hendes yngste og eneste tilbageværende barn, at tage sit eget liv. På samme måde som sin bror, og også denne gang beklager betjentene med de samme ord: “Der er ikke nogen god måde at sige det her på”.
Begge gange vender betjentene tilbage efter nogle dage for at overbringe forældrene deres barns efterladenskaber. For Vincents vedkommende en telefon, for James’ en rygsæk. Engang var det Vincents telefon og James’ rygsæk, skriver Yiyun Li. “Men nu er det bare en telefon og en rygsæk.”
Så simpelt og så brutalt kan sorg beskrives.

Forfatteren har gjort alt, hvad hun kunne. Hun har bekymret sig om sine børn, ikke mindst fordi, hun kunne se, at de begge var følsomme. Runde i en firkantet verden. Det er svært at leve sådan, for man støder hele tiden imod de mange døråbninger, der er bygget til firkantede mennesker.
Hver eneste dag i de fireogtyve år, hendes yngste søn lever, lægger hun en seddel i hans madpakke: “Med kærlig hilsen fra mor”. I årevis henter hun sine drenge fra skole og fritidsaktiviteter, men hun er også bevidst om at give dem deres frihed. Som da den ældste insisterer på at gå i skole i lyserødt tøj og Yiyun Li advarer ham
“Du risikerer at blive drillet.”
Men Vincent, som den store dreng hedder, fastholder sin beslutning. Hvis nogen vil drille ham med at gå klædt i lyserød, så må de jo gøre det, svarer han. Det er en modig dreng, der taler sådan, men det er også en dreng, der lader sig udsætte for andres had og drillerier og som mor kan man måske ikke undgå at ønske sig lidt mindre mod. Måske at han kunne nøjes med at par lyserøde strømper i stedet for bukser og trøje og halsklud. Selvfølgelig sender hun sin søn i skole i lyserødt dress, stolt over hans integritet, giver ham frihed til at leve som den han er. Men det er ikke det samme, som at hun ikke bekymrer sig. Frihed overfor moderinstinkt, respekt over omsorg. Det er svært at gøre det rigtige, konkluderer Yiyun Li.

Jeg kunne blive ved. Det er så sindssygt velbegavet en tekst, så rørende, så rummelig, så fuld af sorg uden at forfalde til det trøstesløse. Hvis du kun skal prioritere én længere tekst i dag (eller i morgen eller om en uge), så lad det være “The deaths – and lives – of two sons”
Som forfatteren skriver i underrubrikken:
“The truth is that however I choose to express myself will not live up to the weight of these facts:
Vincent died, and then James died.” 💔