Louise Juhl

I går skrev jeg om sprog, om hvordan den måde, vi taler til- og med- og om hinanden, er afgørende for, hvordan vi oplever os selv og verden.
Os selv i verden.
Her til morgen hørte jeg så – helt uafhængigt af de overvejelser – podcasten “Sygt nok” fra 1.april. Udsendelsen havde undertitlen “Det er bare noget psykisk.”
Det ‘bare’.
Det handlede om funktionelle lidelser. Funktionelle lidelser dækker over et bredt symptombillede, der har det til fælles, at de ikke kan påvises på traditionel lægefaglig vis, det vi sige ved hjælp af blodprøver, røntgenfotos el.lignende. Det er først for nylig, at diagnosen er flyttet fra psykiatrien og over somatikken, det skete primært som følge patientforeningernes massive pres. De følte sig fejlplaceret som patienter med psykiske snarere end fysiske symptomer.
Somatikken dækker primært sygdomme, psykiatriens lidelser. At noget er en sygdom, ikke en lidelse, betyder, at der ligger en række veldefinerede årsag til baggrund for symptomerne og at disse derfor kan behandles (ikke nødvendigvis kureres), mens lidelser dækker over symptomer, der ikke kan forklares ved en bagvedliggende kropslig ubalance. Ved at placere en diagnose indenfor psykiatrien oplever mange af samme grund, at de ikke regnes for egentlig syge, der er jo ikke “noget “galt, det er den syge, den er gal med.

Da jeg var barn, led min mor af svær migræne. Det var virkelig voldsomt, når hun blev ramt. Hun lå i sengen krøllet sammen som et foster med mørklægningsgardiner trukket helt ned over vindueskarmen, så intet lys trængte ind. Hun kunne ikke holde så meget som et glas vand i sig – ikke engang den slurk, det krævede at sluge en kodimagnyl. Så hun lå uden hverken vådt eller tørt eller lindrende piller. Alligevel lykkedes det hende at kaste op af det ingenting, der var i hendes mave. Gul galde, grøn – til sidst bare lyde. Jeg glemmer aldrig de lyde, som et skibsskrog, der revner.
Dengang var migræne noget, ingen ‘for alvor tog alvorligt. En slags dårlige nerver, en overfølsom tilgang til livet. Vi kendte det fra Maude i Matador “jeg går lige op og lægger mig, Hans Christian”. Sygdommen var mest udbredt blandt kvinder, og havnede derfor også hurtigt i kategorien “kvindesygdomme”, hvilket dybest set betød, at det var en blanding af hysteri, svaghed og hormoner. Jeg tror min mor i mange år skammede sig over sin migræne, hun trodsede kvalme og svimmelhed og træthed og cyklede på arbejde – med en spand over styret, som hun kunne kaste op i undervejs, hvis det blev nødvendigt. Hun overvejede ikke at melde sig syg – det var jo ‘bare’ migræne. Det var kun de dage, hun ganske enkelt ikke kunne stå på benene, at hun -meget mod sin vilje- blev hjemme. I mange år gjaldt det samme for stress, det blev af mange anset som en avanceret form for dovenskab. Jeg husker en ven (en læge, såmænd), der kaldte det for “nedsunket livsmod” – med en slet skjult reference til nedsunket livmoder – en konesygdom, en kropslig slaphed.
Nu findes der så en diagnose, vi kalder funktionelle lidelser. Det er med et grimt ord en såkaldt ‘skraldespandsdiagnose’, med et pænere ord: en paraplydiagnose. Den dækker over en lang række symptomer, som lægevidenskaben ikke kan finde en forklaring på. Ekstrem træthed, hovedpine, muskelsmerter, ledsmerter, tarmproblemer. Symptomer, der ikke leder til en fysisk forklaring, ikke fører til en knude i armhulen, en brækket knogle, et indsnævret halsrør. Symptomer, der så at sige ender blindt.
“Det er nok bare noget psykisk.”

Jeg har selv kæmpet med kroniske smerter og en uspecificeret bindevævslidelse. Bemærk at det er en lidelse, ikke en sygdom. Jeg er ikke ‘rigtig’ syg, det føles bare sådan. Mine hænder hæver, jeg har sår på mine fødder. Jeg er træt og mister ofte balancen. Jeg har fået både malariamedicin, epilepsimedicin, medicin mod morfinoverdosis, antidepressiver. Uden held.
For nogle uger siden faldt jeg i skoven, jeg besvimede og slog mit ben. Der var ikke nogen til at hjælpe mig op. Jeg lå sådan i ti minutter, før jeg fik hevet min telefon frem og ringet til min mand. Det endte godt, men jeg har stadig ondt i højre ankel og fod efter faldet. Efterfølgende ringede jeg til min læge og fik en tid. Han tog nogle blodprøver, målte mit blodtryk, lyste mig i øjnene, tjekkede for øresten. Der var ikke “noget” galt, sagde, det er nok bare psykisk. Så foreslog han, at jeg tog en middagslur hver dag efter frokost. En halv time.
“Jeg går lige op og lægger mig, Hans Christian”, var jeg lige ved at svare ham, men gjorde det ikke.