Louise Juhl

Min bror og jeg bestemmer os for at bage. Det vil sige, vi bestemmer os egentlig ikke, vi bliver bare enige om at finde mel frem. Og sukker, smør, æg. Den slags.
Min bror måler mel af, han er omhyggelig, hælder op og fjerner alt overskydende med en lille ske, indtil det passer på gram, melet. Firehundredeoghalvtreds gram. Det samme med smør og sukker, omhyggeligt. Man kan høre, at han trækker vejret gennem næsen, roligt.

Jeg ordner æg, hvide og blomme skal deles. Det er vigtigt, at jeg er forsigtig, der må ikke komme urenheder i hviden, så vil det ikke stivne. Jeg slår ægget let mod kanten af en skål, så skallen revner, og hælder derefter indholdet af den ene halvdel over i den anden. Tilbage igen og så videre. Jeg gentager tre-fire gange, indtil al hviden er løbet over og ud, og kun blommen er tilbage.

Den er så ufattelig gul, den blomme, kun holdt sammen af en fin, fin hinde. Det hedder en blommehinde, har min bror lært mig. Den sikrer at holde blommen for sig og hviden for sig. ”Det er godt”, siger min bror.

Af en eller anden grund, nej, ikke af nogen grund men alligevel, fjerner jeg hinden. Blommehinden. Jeg vil så gerne røre ved det gule, se farven tæt på, uden filter, mærke den på huden og mellem mine fingre. Gribe om den, holde fast.
Min bror er optaget af sit, jeg finder et pincet i skuffen. Jeg bider i hinden med pincettet, det er som at sætte tænderne i et stykke frugt, at bide sig vej til det saftige, blommekødet, det gule.
Idet hinden brister bliver det levende, det gule bliver levende, det gule forvandler sig til en flod af betændelse, der løber fra skallen og ud over min hånd, drypper ned på gulvet. Store gule pletter rammer gulvet, lydløst og alligevel højt.
Før jeg når at gribe om det, før jeg når at fange det gule, er det ovre, forbi.

Min hud er fedtet, det er som om hinden har hæget sig fast mellem mine fingre.
Jeg leder efter noget, jeg har tabt, en blomme, en hinde, en hånd.

Min bror tager en klud og tørrer op, først gulvet, så mine hænder. Han er omhyggelig, tørrer alle mine fingre og imellem. Min hånd hænger som en handske, føjer hans berøringer. Han er grundig, og hans vejrtræk er roligt, nøjagtigt som da han målte mel, smør og sukker af.

Jeg tænker, at jeg må sige undskyld. For kagen, vi ikke kan bage, for ægget, og for alle pletterne på gulvet, men jeg kan ikke, jeg kan ikke sige undskyld for noget, jeg har gjort med vilje.
Min bror bliver færdig med at tørre min hånd og gulvet, det hele er rent nu. Der er stille, det har der hele tiden været, men nu ligger stilheden som en hinde omkring rummet og minder om det, jeg har bidt hul i.
Jeg prøver på at græde, over det gule, men det er væk, løbet over og ud, og nu der er ikke noget tilbage at græde over.

Det er næsten det værste.