Louise Juhl

Det ligner en forglemmelse. Klokken enogtyve rejser hans sig og sætter dagens brugte service – tallerkener, glas, krus og bestik – i opvaskemaskinen. Lader hunden ’tisse af’ for natten (det var det udtryk, hans far brugte, når han og hans bror fik denne ene chance, indtil det igen blev lyst). Han ryger en smøg på trappen. Sørger for at dreje cigaretten undervejs, så gløden ikke gror skævt. Låser døren efter sig, lægger to stykker chokolade på en spraglet serviet, han genbruger dag efter dag. Så sidder han sådan. Med servietten i skødet indtil klokken slår ti, hvor han sluger de to stykker chokolade i en bittersød mundfuld og går i seng. Da han boede i byen, tilbragte han de fleste aftner i kurvestolen i karnappen. Her sad han og så ned på gaden. På elmetræet, hvis krone lignede en kruskrøllets hårpragt. På fortovene og den lysende boulevard imellem, som han i tankerne døbte ‘Mælkevejen’, fordi genskinnet fra gadelyset fik asfaltens nistre til at blinke som en stjernehimmel. Nu er der ingen boulevarder, ingen gadelys. Kun emhættens smalle stribe. Resten er mørke og lave lofter. Det er egentlig ikke, fordi savner byen eller travlheden, der aldrig rigtig handlede om at have travlt, men om at skynde sig væk. De mange knuste flasker og trappeopgangens reklamebunker, der altid fik lov at vokse sig mandshøje, før nogen tog sig sammen til at fjerne dem (han ved stadig ikke hvem). Alt det savner han ikke, heller ikke kurvestolen eller navneskiltet i messing, han fik lavet hos en gørtler. Men han savner Mælkevejen. At noget blinker under ham et sted.