Louise Juhl

For lidt siden fløj en fugl mod min rude, den faldt til jorden. Jeg løb ud på den anden side: Dyret lå med lukkede øjne og stive ben, livløs. Jeg satte mig på knæ ved siden af, i det samme åbnede fuglen sine øjne. Sådan sad vi lidt og så, indtil fuglen fandt tilbage på sine ben og fløj. Jeg sad tilbage, stadig på knæ, som én, der havde bedt en bøn, og var blevet hørt.