Louise Juhl

Michal har taget det her billede, det er af døren ind til vores sommerhus og væggen ved siden af. Sommerhuset er en gave fra mine forældre, jeg deler det med mine brødre, det er den bedste og sværeste gave, jeg nogensinde har fået. Huset er bygget i midten af halvfjerdserne af min far, det er ikke det mindste fancy men superautentisk og hyggeligt. Det er også velholdt, min far fører skema over, hvilke dele af huset, der skal have Gori eller males hvornår. Hvilke træer, der skal beskæres, hvor meget klatrepil, der skal hives op, mos og lyng. Alt er der en plan for og med, og den plan er blevet holdt i 46 år – til punkt og prikke. Jeg har arvet min fars behov for planlægning og kontrol, men desværre ikke hans evne til at holde planerne til punkt og prikke. Jeg falder i igen og igen, glemmer ting, er for træt eller for ked, og så må lakeringen vente. Men pludselig er det vinter og så er det for sent, og planen falder til jorden. Jeg hader mig selv for at lade det ske, for ikke at slå til. Jeg slår mig selv i hovedet og rækker tunge af mit spejlbilllede: ‘tag dig dog sammen, søster lagkage!’ Derfor har Michael taget det her billede og hængt op herhjemme. Det viser en nymalet svenskrød sommerhusdør, min fars fantastiske flid. Men den viser også et par pletter ved siden af døren, små ufrivillige stænk i det Gori-grønne. På en eller anden måde gør det mig så godt at se på det billede, for det er jo for pokker supersmukt med disse røde pletter, det er jo det, der gør forskellen på flot og smukt, og jeg foretrækker det sidste.