Louise Juhl

Min første rigtige ven hed Casper. Måske er ven et forkert ord, han var min nabo og to måneder og syv dage ældre end mig. Det, mente han, betød at han skulle bestemme. Vi legede tit i haven, jeg var den skovl, Casper brugte til at flytte jord med. Jeg lå på knæ og gravede og gravede, mens Casper stod bagved og skubbede til mig med en fod, præcis som han havde set hans far støde skovlen i havebedet med sine træsko. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde protesterede.
I børnehaveklassen mødte jeg Lea. Hendes mor kendte min mor, de var vokset op i den samme by. Lea havde mandelformede, meget brune øjne og var utrolig spinkel men på en virkelig graciøs måde. Når hun pegede, var det som om hendes pegefinger rakte længere end vores øjne, og den blev en tryllestav, der kunne få ting til at ske. Hendes hals var lang, hendes nakke, hendes ben også. Hun var dygtig til næsten alt: At tegne og slå flikflak og synge og så snakkede hun mindst lige så meget som mig. Alligevel fyldte hun mindre. Hvis hun var en sommerfugl, var jeg en flagermus. 
Vi spiste pind-is og gik på liner, der ikke fandtes andre steder end i vores fantasi. Tit legede vi, at vi fik lov at køre gratis med bussen, fordi vi var så smukke. Så slog vi blikket skråt ned, sagde tak til den ikke-eksisterende chauffør og fnes og gemte vores ansigter i hænderne. Vi vidste mere om hinanden, end vi vidste om os selv. Ofte var det mig, der huskede Lea på, at hun skulle til tandlæge eller at hun havde en aftale med sin farmor, og det var Lea, holdt øje med, om jeg nu huskede mit gymnastiktøj mandag og torsdag. Vi sov ofte sammen, som regel hos Lea, for her måtte vi få nutella og syltetøj på brødet om morgenen. Hjemme hos mig var der kun ét stykke pålægschokolade per franskbrødsmad, og min mor skulle møde allerede klokken syv, så vi måtte selv vaske vores tallerkener op.
I tredje klasse kom Mette. Hendes mormor var italiensk, hendes farmor var fra Farsø. Hun var meget moden af sin alder, og protesterede allerede den første dag over lærernes voksentyrranni og skolens dårlig udluftning. Drengene elskede at hade hende for det. ’Du tror, du er så voksen,’ råbte de, og Mette tog det som en kompliment. Svarede ’Ja, nogen skal jo være det’. Hun gik med glimmerøjenskygge og lærte mig at kysse, for det var bedre, at vi piger fandt ud af det sammen, i stedet for at blande det andet køn ind i det. Hun elskede Holberg og græske statuer og brugte de fleste af sine konfirmationspenge på en tur til Thorvaldsens museum. Jeg var fascineret og lidt frastødt af det hele, men mest af alt var jeg paf, for Mette var så fuldkommen anderledes end alt andet, jeg nogensinde var stødt på.
Lea og Mette kunne ikke fordrage hinanden. Jeg fandt aldrig rigtig ud af hvorfor. I flere år forsøgte jeg at finde en måde, vi kunne være sammen på alle tre, uden at noget eller nogen gik tabt. Et år inviterede jeg dem til min fødselsdag, bare de to. Jeg havde forberedt det hel i god tid, bagt pitabrød og skåret gulerødder, peberfrugt og agurk i nøjagtigt lige store stykker. Selv dressingen var hjemmelavet og bestod af en blanding af creme fraiche og græsk yoghurt blandet op med sød sennep og salt. Servietterne havde jeg foldet som fugle, efter en bog jeg havde lånt på biblioteket, alt skulle spille. Det blev en meget lang og meget akavet eftermiddag, vi spiste i tavshed. Ingen af de to ville have dessert, og da de gik, sagde de farvel uden at se på hinanden. 
Jeg tror, det var der, jeg besluttede mig for, at det simpelthen var for svært. At der var for mange ubekendte i den ligning, der hed ‘veninder’ til, at jeg kunne regne den ud. Og så slap jeg dem. Begge to. Fra den ene dag til den anden. Jeg ved ikke, om de oplevede det som et svigt eller måske modsat som en lettelse, jeg ved knap nok, hvad jeg selv følte. Men jeg ved, at jeg indimellem savner nogen at spise pitabrød med.