Louise Juhl

Det ligner en forbrydelse. I september kommer et cirkus til byen: skurvogne, telte med vimpler. Store dyr sprøjtes over med vand, børnene går ejerløse omkring, sparker lidt tilfældigt til spande og græs. En kvinde med høj stemme råber: ‘Nee!’ Hver aften sidder de tilrejsende omkring et bål, ler og synger, spytter over skulderen, snitter en pind. Plakater hænges op i lygtepæle og vejtræer, ‘fem fantastiske forestillinger’, alle i byen løser billet. Den første spilledag er der dødsdrom og duer, der flyver om kap. Næste dag en dreng med kridhvidt hår og ingen øjenbryn, der svæver højt oppe under teltdugen. I fire timer fortæller han uafbrudt – men uden et eneste ord. Kun sang, hvin og fagter. Alle i teltet er opløst i tårer. På tredjedagen er det fuldmåne: Ni bjørne går fakkeltog rundt i manegen, afløst af en enøjet munk på glødende kul, pels og ristet hud. Den fjerde forestilling er dyrenes alene: To liderlige katte kurtiserer skrigende hinanden og en slange tæmmer sin ejer. Endelig oprinder dagen alle har set frem til. ‘De grote finale’ står der på et skilt over pladsen. Alle taler med dæmpede stemmer, børnene holder sig tæt ved deres forældre. Forestillingen er sat til at begynde klokken tyve, alle sidder klar, bænket i deres fineste klæder. De venter et minut, to, en hanelefant brøler udenfor. Efter fem minutter træder sprechstallmeisteren endelig frem, bukker mod højre, så mod venstre. Meine Damen und Herren. Laver en fejende bevægelse med hånden, byder indenfor: ‘Kom binnen, kom binnen,’ gentager han. Et barn rejser sig som den første, går meisteren i møde. Barnets mor følger lige i hælene. Flere slutter sig til: En ældre kvinde med tørklæde om håret behøver hjælp, en ung mand tilbyder hende sin hånd. Fire kammerater følges ad, hiver en fyr med tunge briller og utæmmet hår med sig. Til sidst er hele byen forsamlet i cirkussets midte. Aldrig før har de stået så tæt og så ens. Også dyrene kommer til, bjørne og duer, katte og slanger. Og drengen fra forleden. Sådan står de sammen. Nikker og smiler, først en smule ubekvemme ved situationen, men ikke værre end, at de snart begynder at le og tale. Duen med borgmesteren, den ældre kvinde med sig selv. En pige med ildrødt hår, begynder at synge på et sprog, hun ikke kender. Sprechstallsmeisteren klapper i sine store slidte næver: Bravo! Næste morgen er de væk. Der er ingen spor alt se – skurvogne, vimpler, dyr eller mennesker, alt er forsvundet. Også byens faste indbyggere, kun husenes tomme skaller står tilbage. Politiet bliver tilkaldt, og stedet undersøges stedet med hunde og udstyr. Der findes dog ingen tegn på hverken kamp eller forbrydelse. Alle synes at have forladt stedet i mindelighed og efter eget ønske.