Louise Juhl

Hun skriver breve. Til ingen, fra ingen. Eller genkalder sig en ordveksling fra for længst:
-Hvordan går det? 
-Det går ikke.
-Det er jeg ked af at høre, hvad er det, der ikke går? 
-Det er det hele. 
-Det hele? 
-Det hele! 
Hun fortæller om ørkenspringrotterne, hun holdt som kæledyr, da hun var barn. Tarzan og Halefrandsen. Hvordan de sov det meste af dagen, og var vågne om natten. Bed og skreg og sked, ikke andet.
En nat var hun vågnet ved stilheden. Ikke en lyd kom der fra buret. Hun var stået op, havde set ind til dyrene, var trådt et skridt tilbage: Tarzan havde ædt Halefrandsen. Bunden af buret var dækket blodstænk, totter af pels, atten småbitte negle.
Ørkenspringrotter er flokdyr. De trives ikke alene. Heller ikke Tarzan, springrotten døde kun fire dage senere. Af ensomhed, måske. Eller kedsomhed, det er ikke til at sige.