Louise Juhl

‘Alle, der har et hjerte, skal dø’. 
Sådan sagde min morfar, da hans røde Cocker Spaniel, Bessie, døde. Jeg var seks år gammel, hunden var elleve: ‘men den er også syvoghalvfjerds’, forklarede han mig. Det var noget med menneske- og hundeår, jeg forstod det ikke rigtigt.
Vi rejste en sten, der hvor hunden blev begravet. Malede et hjerte og et kødben, nedenunder skrev min morfar: ‘Bessie for evigt’ med kridt.
Jeg forstod vist nok ikke, hvad evigt betød.
‘Det er det, der er tilbage, når al tid er gået’, svarede min morfar, og jeg begyndte at græde, for jeg havde lige lært klokken og syntes, at der allerede var allerede for meget at holde styr på: Timer, minutter og sekunder. Nu også evigheden.
Senere gik vi tilbage i køkkenet, min morfar smurte os fire halve med smør og ost. Ovenpå osten dryssede han salt og på toppen af alt det en skefuld af min mormors solbærmarmelade med hele bær. -Ostelagkage, kaldte han anretningen, der smagte himmelsk: surt og salt, men mest sødt. Jeg husker den smag, og at jeg tænkte, at hvis det var sådan evigheden smagte, så var det måske ikke så galt at skulle holde styr på både den og på tiden.