Louise Juhl

Havet koketterer, det skiftevis byder sig til og trækker sig tilbage. Jeg blev engang beskyldt for det samme, han hed Jens Kristian og var cand. mag. i historie, men arbejdede som tilsynsførende hos et rengøringsselskab. Første gang vi mødtes, var ved åen i Aarhus, jeg bestilte en Ceasar Salad men uden croutoner, æg og parmesan. Han smilede, kaldte mig ‘beskeden’, jeg tror, det var ment som en kompliment. Senere tog vi på museum, jeg havde forberedt mig hjemmefra, læst om synæstesi og brugte begreber som ‘ farvernes tonalitet’, talte om ´beskæringens narrative potentialer´. Jeg ved ikke, hvor længe vi fortsatte sådan, altså med at tale tillært og spise på restaurant, tre uger, måske mere, det blev i hvert fald tydeligt, at vi bevægede os hver sin vej: Han forærede mig en nøgle til sin lejlighed, jeg tog på tre ugers refugie på et kloster ved Skive. Her skrev jeg tre tekster, Ø I, Ø II og Ø III, han spurgte mig, om han måtte læse med, jeg svarede nej. Sidste gang vi sås var foran Magasin. Han havde medbragt en buket blomster, jeg var kommet for at aflevere hans nøgler tilbage. Narrefisse, kaldte han mig, det kom fuldkommen bag på mig, at han brugte det udtryk, jeg begyndte simpelthen at le. Det fortryder jeg stadig, det ville havet aldrig have gjort.