Det ligner en ø

by Louise Juhl Dalsgaard

Det ligner en ø. Navnet Barbara stammer fra græsk Barbaros, der betyder udenlandsk eller fremmed. Ordet barbar har samme oprindelse som navnet, og kan betyde et af to: 1. primitiv, som taler utydeligt. 2. et råt og uvidende menneske.

Barbara har buttede ben, der falder i bløde etager. Hun ligger på ryggen på et tæppe, stikker begge ben i vejret, ler ad ingenting. Tungen bevæger sig frem og tilbage, ind og ud, der danner sig en sø af skummet savl i hendes mundvig. Det er torsdag, lyset danner grå skygger på væggen, det hele hænger sammen. De bløde ben, skummet, latteren. Hun ligner en engel. Barbara ligner en lille tyk engel, som hun ligger dér, på det langhårede lammeskind, og rækker tunge uden at vide, at det er det, hun gør. Udenfor hænger solen og kugler sig rund.

Hun drømmer om barnet. De synger og giver fingrene navne, startende bagfra. Lillefinger, ringefinger, langefinger. Til sidst: – Pegefinger, pegefinger, hvor er du? Barnet ler, hopper begejstret, peger på sig selv: – Her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag. Hun vågner ved lyden af sin egen latter: Ha ha, så råt mod morgenens vægge. Ha? Det er onsdag, luften er tæt af fugt og sørgemyg.

De siger, hun skal skrive. Om det hele, om at ånde portionsvist og i smug, som en ryger, der for længst er holdt op, og så alligevel. Bare et enkelt hiv, lindrende og lunefuldt. De siger, hun er nødt til at komme over det, videre. De kalder det et fantomsavn, de taler om falske veer. Hun skriver: Søvnen holdt mig vågen i nat, hele tiden den her lyd af kraner med gafler, der rakte ind over og ud over mig. Jeg så op på om månen og på mørket udenom og kom så i tanke om, at jeg havde læst et sted, at uliuli betyder mørke på samoansk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg huskede netop det, Uliuli. Alt, hvad jeg gør for tiden, er mørkt. Alt, hvad jeg mærker, er ondt. Uliuli.

Hun borer sine negle ned i såret, planter små tusindfryd i den betændte hud. Forsøger at få noget smukt til at vokse af det ækle, som et barn kan vriste sig fri af et blodigt skød. Det må være sådan, det hænger sammen, sår og tusindfryd, fedt og menneskehænder. Mor og barn, vat og passer. Som barn rejste hun en sten aller bagerst i haven. Hver dag besøgte hun stenen, talte med den. Til den: -Hej lille sten, går det godt lille sten, er dit hjerte glad? Så fortalte hun, hvad hun havde lavet i løbet af dagen: Spist havregryn med mælk og sunget en kanon men kun med sig selv, skrællet en appelsin. Det vigtigste var, når hun fortalte stenen alt det, hun havde frygtet ville ske, men som ikke skete: Der var IKKE gået ild i hendes mors hår, ikke koldbrand i dukkens ben. Kaninen havde IKKE groet hugtænder, og hun var IKKE blevet suget ind under en traktors dæk, mast så flad, at ingen kunne kende hende. At dø sådan. Alene og ukendt. UliUli. I mange år var stenen hendes bedste ven og fortrolige. Intet menneske er en ø, intet mennesker er en sten. Hun er intet. En vi-desertør, et snydeæg.

På sygehuset holder sygeplejersken, Karina, hendes hånd. Navnet Karina er afledt af Katharina, der betyder Ren. Karina hvisker: -Det skal nok gå. Hun svarer: -Pis mig i øret!

.